Haslev

Faxe Kommune vinder Risikostyringsprisen 2013

Faxe Kommune er en af de kommuner i Danmark, der går forrest, når det gælder forebyggelse af indbrud i private hjem og virksomheder

Derfor modtager kommunen Risikostyringsprisen 2013. Prisen blev uddelt på Gjensidige Forsikrings sommerkonference, hvor temaet var ”Risikostyring som disciplin”.

Forebyggelse af indbrud er et højaktuelt emne, idet justitsministeren netop har offentliggjort, at politiet sigter flere og flere tyve, mens antallet af indbrud daler. Desværre er indbrudsraten i Danmark fortsat meget høj sammenlignet med de øvrige europæiske lande. I Faxe Kommune har man taget konsekvensen af de alarmerende tal og fokuseret indgående på forebyggelse af indbrud i private hjem og virksomheder.

– Faxe Kommune har gennem mange år arbejdet intensivt med risikostyring og har nu formået at nedbringe antallet af indbrud ved hjælp af nytækning, initiativ og godt samarbejde med politiet. Det er tiltag, der er til gavn for kommunen og borgerne, og som fortjener stor ros. Faxes initiativer kan inspirere andre kommuner rundt om i landet, siger Lars Kronborg, direktør for Storkunde, Offentlig & Mægler i Gjensidige Forsikring, der står bag uddelingen af Risikostyringsprisen, som uddeles for femte gang i år.

Faxe Kommune har fokus på sikring af eget hjem. I efteråret 2012 deltog kommunen i kampagnen: Red farmor, hvor alle over 65 år kunne få en gratis røgalarm sat op i deres hjem.

Læs også: Red Farmor kampagnen skudt i gang i går

Faxe Kommune har blandt andet indbudt borgere og erhvervslivet til en sikkerhedsmesse, hvor man gav råd og vejledning om at sikre sit hjem eller virksomhed mod indbrud. Kommunen har derudover også indledt et tæt samarbejde med politiet, der også skal hjælpe borgere til at forebygge indbrud i deres hjem. Her er der holdt oplæg for grundejerforeninger, som senere på året følges op af borgermøde i de enkelte foreninger.

Læs også: Sikkerhedsmesse i Haslevhallen den 30. maj

Samtidig tilbyder kommunen også, at opsætte nabohjælpsskilte i de enkelte grundejerforeninger.

Faxe Kommune modtager i forbindelse med Risikostyringsprisen 2013, udover diplom og hæder, også en invitation for to personer til at deltage i Public Risk Management Associations årlige risk management-konference for den offentlige sektor, som afholdes næste gang i Long Beach, Californien fra den 8. – 11. juni 2014.

Risikostyringsprisen er indstiftet af Gjensidige Forsikring, og bag prisen står en uvildig dommerkomité, hvis arbejde varetages af European Institut for Risk Management.

På billedet ses risikostyrings- og forsikringsrådgiver Tove Bjørklund fra Faxe Kommune og Lars Kronborg, direktør for Storkunde, Offentlig & Mægler i Gjensidige Forsikring

Det er ikke første gang at Faxe Kommunes risikostyring får en pris. Faxe Kommunes risikostyringsrådgiver, Tove Bjørklund, fik i april 2012 tildelt Årets Sikkerhedspris ved en konference på Nyborg Strand.

Læs også: Risikokoordinator fik Årets Sikkerhedspris

Kommentarer