Faxe Kommunes indsats for hjerneskadede virker

Faxe Kommune: Et tværkommunalt projekt har skabt bedre sammenhæng og kvalitet i rehabiliteringen af personer, der rammes af hjerneskade
Faxe Kommune er en af de få kommuner i Danmark, som har et specialiseret tilbud om genoptræning af personer med hjerneskade
Kildebo – som Faxe Kommunes tilbud hedder – tilbyder sammenhængende genoptræningsforløb af høj faglig kvalitet, hvor indsatsen trækker på relevant viden og erfaring.
Læs også: Fremtiden sikret for Kildebo i Faxe
– Det er en glædelig bekræftelse, sort på hvidt at blive præsenteret for positive resultater af den indsats Faxe Kommune leverer på hjerneskadeområdet, udtaler formand for Omsorgsudvalget, Michael Frederiksen.
De positive resultater, som Michael Frederiksen henviser til, findes i notat over de foreløbige resultater af et tværkommunalt samarbejde om styrket rehabilitering af personer med erhvervet hjerneskade, som blandt andet Faxe Kommune deltager i.
Læs også: 8 millioner til gavn for hjerneskadede
Resultaterne blev fremlagt for Omsorgsudvalget den 22. oktober 2013.
Projektets titel er; ”Tværkommunalt samarbejde om styrket rehabilitering af personer med erhvervet hjerneskade i Lolland, Guldborgsund, Faxe, Næstved og Vordingborg kommuner ”. Projektet blev sat i gang primo 2012 og løber frem til udgangen af 2014.
Projektet er finansieret af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Resultaterne er blandt andet, at dialogen med den ramte person og dennes pårørende er styrket, samt at der er skabt et godt samarbejde med patientorganisationernes lokalafdelinger.
– Vi er meget glade for at være en del af dette tværkommunale fællesskab, udtaler Omsorgsudvalgtes næstformand, Ivan Lilleng, og fremhæver, at en del af projektet er systematisk videndeling mellem de fem kommuner samt at erfaringerne dokumenteres, så også andre kommuner kan lære af dem.
Den samlede afrapportering findes i Omsorgsudvalgets referat af møde den 22. oktober 2013.
Kildebo – Center for Neurorehabilitering er et specialiseret døgntilbud for genoptræning/rehabilitering af personer, der har erhvervet en sen hjerneskade – det vil sige for personer, hvor hjerneskaden ikke er medfødt.
Kildebo er beliggende på Præstøvej 86 i Faxe.
Kommentarer