Haslev

Faxe Kommunes veje er gode

Faxe Kommune: Der har i de senere dage været en række påstande om, at Faxe Kommunes veje er meget dårlige, og at kommunen må forvente en meget stor regning for at indhente efterslæbet.

– Men vejene i Faxe Kommune er i god stand vedligeholdelsesmæssigt set, siger chef for center for Ejendomme Jørgen Veisig.

– Det fik vi bekræftet ved det nyligt afsluttede udbud af 157 km veje, primært fra det tidligere Rønnede Kommune, hvor den årlige kontraktsum er blevet 1 million kroner lavere end i den gamle kontrakt. Buddene ville simpelthen ikke ligge så lavt, hvis vores veje er så dårlige, som det påstås. Vi har fuld tiltro til, at de firmaer, som giver bud, har forstand på asfalt, uddyber Jørgen Veisig.

En genberegning af undersøgelsen viser da også, at Faxe Kommunes veje beregningsmæssigt har en restlevetid på cirka 49 procent, som er meget tæt på at være i balance med SAMKOM’s kriterie på 50 procent.

I genberegningen er vejenes levetider justeret til det, som Vejdirektoratets årlige undersøgelser viser, de kan være – og her kan man ifølge Jørgen Veisig konstatere, at flere af kommunens store landeveje har en levetid på mere end 25 år, hvilket er det, der er indsat i genberegningen. For eksempel er Køgevej fra Haslev ud til motorvejen 26 år gammel, og den type veje er i den oprindelige undersøgelse beregningsmæssigt sat til at kunne leve i 12 år.

I dag er der asfaltfunktionskontrakter på alle vejene fordelt på to kontrakter i Faxe Kommune. Det betyder, at det er de to asfaltfirmaer Colas og Pankas, som vedligeholder asfalten på alle kommunens veje.

– Det gør de ud fra faste definerede krav til, hvor mange skader der må være på vejen, og så beregnes det til et skadespoint både for den enkelte vejstrækning og for alle vejene som gennemsnit. For begge områder er der fastsat maksimum skadespoint. Maksimum skadespoint er forskelligt efter hvilken vejtype, der er tale om. For eksempel er kravene højere på en landevej end på en blind boligvej, fortæller Jørgen Veisig.

Metoden til disse målinger sker ved, at Vejdirektoratet hvert år gennemgår vejene, foretager nøje registreringer og beregner de nævnte skadespoint. Asfaltfirmaet skal efterfølgende vedligeholde vejene, så de overholder kravene. Det betyder også, at Faxe Kommune ikke får ekstraregninger for asfalt, da det er asfaltfirmaernes pligt at vedligeholde asfalten så de ikker har flere skader end tilladt.

Ifølge Jørgen Veisig indikerer den lavere kontraktsum på kommunens asfaltarbejde meget tydeligt, at efterslæbet ikke er så slemt som påstået, da ekstraregningen i så fald vil hænge på asfaltfirmaerne.

De krav til skadespoint, der er til vejene i Faxe Kommune, svarer til kravene i andre landkommuner.

Udover krav til skader er der også et maksimum for hvor mange lapper, der må være på vejene, så asfaltfirmaerne kan ikke bare lappe sig ud af skaderne.

– Hvis I kender til skader, huller i vejene eller lignede i det offentlige rum; herunder offentlig vej, kan I give kommunen et praj om det på kommunens hjemmeside.

Kommentarer