Faxe Ladeplads Camping er reddet!
Læserbrev: Jeg behøver vist ikke skrive så meget om, at torsdag aften var en glad aften på Faxe Ladeplads Camping, efter at campister og støtter havde overværet byrådsmødet, hvor formanden for Erhvervs- og Kulturudvalget, Martin Hillerup, fortalte, at et helt enigt udvalg vil redde campingpladsen.
Skrevet af Jørgen Nielsen, Hovedgaden 87, Faxe Ladeplads
Vi har det hele … vi skal bare forstå at bruge det!
Det kan betale sig at kæmpe for det, vi brænder for!
Selvfølgelig er det let at sidde her og være positiv og glad, når tingene ser ud til at flaske sig efter lang tid med mørke udsigter for vores campingplads.
Jeg ved godt, at der bliver kæmpet mange kampe rundt omkring, fordi kommunens samlede økonomi ikke er den bedste.
Nogle undrer sig måske bare over, at kommunen prioriterer campingpladsen frem for andre gode projekter. Det er forståeligt!
Men på den anden side har campingpladsen et ”slip” fra tidligere tider, som vores politikere har indset, at man … med moralen i behold … ikke bare kan påføre nye forpagtere, der på trods af deres kæmpe indsats aldrig har fået en chance, på grund af den korte tid der gik, før de tidligere skader viste sig!
Jeg kan ikke forestille mig at Faxe Ladeplads skulle ende som endnu en plet på kortet i Udkants-Danmark!
Forpagtere og campister har i fællesskab mange planer for Faxe Ladeplads Camping som en lille hyggelig plads.
Planer, der vil komme hele området til gavn.
Sociale og turistmæssige tiltag, som vil kunne styrke hele Faxe-området.
At pladsen f.eks. åbner faciliteter for unge mennesker, der stille og roligt vil hygge sig sammen.
De unge, der i forvejen ikke har voldsomt mange tilbud at gøre brug af.
Planer om at det dejlige gamle område omkring ”flagstangen” igen gøres attraktivt for både turister, campister og beboere.
Et område med en af Danmarks bedste og mest børnevenlige badestrande.
En strand som Faxe Kommune i forvejen anvender midler til at renholde på bedste vis.
Her er oven i købet offentlige toiletter. Det hele er her … vi skal bare finde ud af at bruge det!
Den slags planer kræver tid at gennemføre! Men de behøver ikke at koste!!!
Nu får forpagterne … og alle støtter … muligheden for at udvikle, fordi vores politikere har været lydhøre over for vores argumenter og set nødvendigheden af, at vores område har brug for Faxe Ladeplads Camping.
Tak til alle jer campister, borgere, interesserede … og ikke mindst de erhvervsdrivende, der har lagt både tid, plads og argumenter til, for at støtte campingpladsen.
Og tak til jer politikere for jeres lydhørhed og mod til at omgøre egne beslutninger, til gavn for en langsigtet udvikling af vores dejlige område.
Kommentarer