Faxe Ladeplads

Faxe Ladeplads kan slå to fluer i ét smæk ved kystbeskyttelse

Kysten ud for Strandvejen ved Faxe Ladeplads, hvor kystbeskyttelsen nu kan blive optimeret. Foto Rambøll

Faxe Kommune kan nu med en tilladelse fra Kystdirektoratet beskytte 600 meter kyst syd for Faxe Ladeplads Havn. Samtidig har Faxe Kalk A/S fået tilladelse til at oprense indsejlingen til havnen og lægge sandet ud i samme område.

Beboerne på Strandvejen i Faxe Ladeplads har udsigt ud over Faxe Bugt, og nu kan de også få udsigt til bedre kystbeskyttelse. Faxe Kommune kan med deres nye tilladelse sandfodre på 600 meter kyst. Det vil sige, at der kan lægges sand ud på kysten. Som bonus resulterer det i, at stranden bliver genetableret. I dag er stranden stort set forsvundet i havet, så kun sten og en højvandsmur beskytter husene.

– Det er en win win situation for havnen og Faxe Kommune, som med de to tilladelser kan anvende en del af det opgravede sand fra sejlrenden som en del af kystbeskyttelsen. I stedet for at sejle sandet til havs, kan det nu gøre nytte lokalt, hvor det kan være med til at optimere den kystbeskyttelse, som i dag kun består af sten og beton. Med sandfodring bliver den samlede løsning stærkere, siger områdechef Hans Erik Cutoi-Toft, Kystdirektoratet.

Presset på sten og mur bliver lettet betragteligt, når der lægges sand ud foran stenene. Sandfodring skal gentages med jævne mellemrum, og den første sandfodring bliver med en ekstra stor mængde sand. Efterfølgende bliver sandmængden mindre, og her vil sandet fra sejlrenden kunne være et godt bidrag.

– Vi ser altid positivt på helhedsløsninger som denne, hvor kystbeskyttelsen sættes ind over en længere strækning. Helhedsløsninger giver de bedste resultater og er desuden økonomisk fornuftige, siger Hans Erik Cutoi-Toft.

Fakta:

Kystdirektoratet har givet to tilladelser til Faxe Ladeplads:

Faxe Kommune har fået tilladelse til sandfodring syd for havnen. Tilladelsen kan anvendes i 20 år.

Første sandfodring må indeholde 62.000 m3 sand. Efterfølgende må kommunen sandfodre i mindre mængder for at vedligeholde sandmængden.

Download: Tilladelse til sandfodring – kysttbeskyttelse

Faxe Kalk A/S har fået tilladelsen til bypass og nyttiggørelse. Bypass er den proces, hvor sand flyttes fra et sted til en ny lokal placering langs kysten.

I dette tilfælde flyttes det fra sejlrenden og til kysten, hvor det kommer til at kunne gøre nytte som kystbeskyttelse. Tilladelsen kan anvendes i 10 år.

Download: Tilladelse til bypass ved Faxe Ladeplads

Kommentarer