Faxe Ladeplads Miniby og Park åbner lørdag
På grund af arbejdet med at genopbygge kirkemuren efter hærværket, er det ikke blevet til så mange nye huse til minibyen.
Lørdag den 6. maj klokken 11,00 åbner Faxe Ladeplads Miniby og Park igen dørene for publikum.
Siden sidste sæson er der blevet arbejdet ihærdigt på at få genopbygget kirkemuren efter hærværket. Der er har nået cirka 13 sektioner af de i alt 28, der skal produceres. Det er dermed muligt her i maj måned at få genopbygget kirkemuren mod Hovedgaden – mellem de 2 porte der ligger mod øst og vest.
Læs også: Hærværk i Faxe Ladeplads Miniby og Park
På grund af arbejdet med kirkemuren er det ikke blevet til så mange nye huse til minibyen. Men nogle få er blevet færdige. Skibsbygger Koefoeds gamle kontorbygning, som vil få sin plads ved siden af minihuset, Koefoeds smedje. Den gamle kontorbygning eksisterer stadigvæk i dag på Hovedgaden 4, men i en lidt dårlig stand. Bygningen er opført med kalksten på en facade og resten i almindelig mursten der er malet.
Efter at foreningen fik færdiggjort det nye værksted i oktober sidste år, har de brugt og bruger megen tid på arealerne udenfor. Café området er blevet mere ældrevenligt og kiosken er blevet istandsat indvendig og vil også blive det udvendig.
Det bør også nævnes, at værkstedet er åben for interesserede på hverdage mellem klokken 9,00 og 12,00 også nu, hvor værkstedet er flyttet ind i Miniparken.
Læs også: Minibyen indvier det nye værksted
I Miniparken kan man muntre sig med det store skakspil, et gigant 4 på stribe, et stort udendørs bordfodbold, græs curling og en 18 baners minigolf.
Til minigolfbanerne er der fremstillet nogle nye forhindringer, der skal referere til Faxe Ladeplads by og historie. Der er lavet en forhindring, der kaldes ’bølgen’ eller stormfloden, en badebro anno 1910 og en med Faxe Kalks siloer. Sværhedsgraden er sat lidt op.
Der er åbent fra 11,00 – 18,00 på alle åbningsdage i sæsonen. Man kan læse mere her: www.miniby.dk
Kommentarer