Faxe og Omegns Motorklub holder Åbent Hus

Faxe: I den kommende weekend kan alle der har lyst prøve kræfter med en radiostyret bil i Faxe Hallen
Lørdag den 18. og søndag den 19. januar, holder Faxe og Omegns Motorklub, FOM, åbent hus i Faxe Hallen.
Arrangementet er åbent for alle, unge som ældre, der kunne tænke sig at vide mere om motorsport, og hvordan man kommer i gang.
Men det er de radiostyrede biler der fylder i Faxe Hallen i weekenden, da det er her klubben har sin største aktivitet.
Således lægges klubben 480 m2 store tæppebane ud i hallen, så alle der har en EL-drevet radiostyret bil, kan komme forbi og prøve kræfter med en rigtig god og rost bane, der blev brugt til klubbens DM-afdeling i midten af november 2013.
Ud over nogle af klubbens egne folk, kommer der kørere fra andre klubber, for at træne på banen.
Dermed er der mulighed for at få en snak med flere der har en stor interesse og passion for motorsport, og specielt race med de radiostyrede biler.
Har man ikke selv en bil, men har lyst til at prøve kræfter med en radiostyret bil, vil der være mulighed for at prøve en 1:10 racerbil, stillet til rådighed af klubben og dens medlemmer.
Spørgsmål kan rettes til Nicolai Nielsen på e-mail nicolai.nielsen81@gmail.com eller telefon 25 33 87 39.
Man kan følge Faxe og Omegns Motorklub på Facebook, hvor der løbende kommer opdateringer om klubbens aktiviteter og nyheder.
Blandt andet kan man følge udviklingen af den permanente asfaltbane FOM er ved at få stablet på benene midt i Faxe by, med stor hjælp fra Faxe Kommune. Asfalten er lagt, og snart vil en materialecontainer komme på plads. Til foråret vil byggeriet af en lille overdækket pit, samt en gangbro begynde, så det færdige anlæg, med lidt held og flid, kan tages i brug efter sommerferien.
Faxe og Omegns Motorklub, FOM holder åbent hus lørdag den 18. januar fra 12.00 til 20.00 og søndag den 19. januar fra 09.30 til 15.30, i Faxe Hallen.
Foto: Nogle af de biler der bliver kørt med i klubben.
Kommentarer