Faxe’s Arkiver gemmer kilder til gode historier

Rønnede: Der er åbent hus og fernisering hos Faxe Kommunes Arkiver i Rønnede på lørdag i anledning af Arkivernes dag
På lørdag den 10. november er det Arkivernes Dag. Derfor inviterer Faxe Kommunes Arkiver i Rønnede indenfor til åbent hus.
Samtidigt indvies arkivets nye udstillingsrum med fernisering på en ny udstilling: Kilder til gode historier. Udstillingen er den første i en række. Et arkivmagasin er som en skatkiste. Med udstillingen Kilder til gode historier præsenterer Faxe Kommunes Arkiver eksempler på, hvad skatkisten gemmer.
Udstillingen Kilder til gode historier er en appetitvækker og en invitation. En invitation til at bruge arkivet og gå på opdagelse i arkivets samlinger for selv at se nærmere på de mange kilder, der fortæller lidt af hvert om livet her på egnen.
På udstillinger er der otte historier om steder, begivenheder, personer og virksomheder, der hver på sin måde har haft betydning.
Haslev, Faxe, Rønnede og Faxe Ladeplads er repræsenteret med historierne om: Stormflod, Indre Mission, Badeliv og Trifolium.
Derudover vises et udpluk af skolearkivalier fra kommunearkivet.
I anledning af Arkivernes Dag bydes der på kaffe, arkivkager og lokalsnak.
Ferniseringen foregår lørdag den 10. november klokken 10-13 hos Faxe Kommunes Arkiver på Drosselvej 1 i Rønnede.
Kommentarer