FDF går nye veje for at tiltrække ny formand
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/07/FDF_Haslev_kano.jpg)
Haslev: FDF Haslev går nye utraditionelle veje for at finde en ny formand og et par forældrerepræsentanter
FDF Haslev indbyder alle med interesse for det frivillige foreningsarbejdes fremtid, og FDF Haslev i særdeleshed, til informations- & inspirationsaften, hvor den enkeltes gode ide & input vil blive medtaget i det videre arbejde med fortsat at udvikle FDF Haslev og tilbuddet til børn & unge i lokalområdet i og omkring Haslev
FDF Haslevs formand har valgt at forlade posten, så FDF Haslevs bestyrelse håber med dette nye initiativ at finde både en ny formand og et par forældrerepræsentanter. Samt at komme i dialog tidligere, nuværende og mulige fremtidige interessenter, der kan være med til at styrke det lokale frivillige foreningsarbejde frem mod 2015.
– Er det dig der sidder med alle de gode ideer til, hvordan det frivillige foreningsarbejde skal sætte sit tydelige aftryk på Haslev & Faxe Kommunes tilbud til børn & unge? Eller har du blot lyst til at høre lidt mere om, hvad FDF Haslev kan tilbyde dit barn? Så er det nu, du har muligheden, skriver FDF Haslev i invitationen.
FDF Haslev lægger særligt vægt på Oplevelser – Fællesskab – Udfordringer – Friluftsliv & Tro gennem aktiviteter som Kanosejlads – Reb & rafter – Bål – Sang & musik – Klatring – Knob & tovværkskunst – Førstehjælp – Kort, kompas & geocach.
Der er møder på søndage i lige uger mellem kl. 13 og 17. Kontingentet er på 300 kroner pr. halvår.
FDF Haslevs informations- & inspirationsaften finder sted i FHuset, Bregentvedvej 42, mandag d. 12. marts 2012 fra klokken 19.30 til 21:00. Alle er velkomne og tilmelding er ikke nødvendig.
Skal FDF Haslev eksempelvis i 2015:
- Være en mobilkreds, eller skal vi bygge et nyt fælles spejdercenter sammen med de øvrige spejdere i byen?
- Indstille kredsen, eller skal vi være dobbelt så mange FDF’ere i Haslev?
- Styrke fællesskabet, eller skal vi sætte større fokus på enkeltindividet?
- Udforske & bruge Kirken mere, eller skal vi melde os ud?
- Vægte friluftslivet – oplevelserne – udfordringerne, eller skal vi skabe et hyggeligt ungdomsrum?
- Dyrke færdigheder som førstehjælp – pionering – orientering, eller skal vi blot underholde & ringe efter en taxi?
Indfaldsvinklerne til udviklingen at det fremtidige frivillige foreningsarbejde & FDF Haslev kan være rigtig mange, & den ene ide behøver ikke udelukke den anden, men FDF Haslev ønsker med dette initiativ at blive udfordret på sit udgangspunkt, & inspiration til den fremtidige vision.
Kommentarer