Haslev

FDF Haslev bygger “Boulderrum”

fdf_klatre_2

Haslev: De frivillige i FDF Haslev er ved at etablere et indendørs boulderrum i F-Huset på Bregentvedvej

Midt i maj måned startede FDF Haslev en ny aktivitet for børn og unge i Faxe Kommune, nemlig klatring på et ni meter højt klatretårn, der sidste efterår og vinter blev bygget ved F-Huset af frivillige fra FDF Haslev.

Den nye aktivitet er blevet en stor succes for FDF Haslev. Mellem otte og 15 børn og unge fra alderen 6 til 21 år mødes hver onsdag mellem klokken 17 og 19 for at dyrke deres nye fælles interesse.

FDF Haslev Klatring har også haft besøg af klatrere fra Næstved Klatreklub, børn og unge fra FDF Fensmark, børn fra Troelstrupgård, en 4. klasse fra Vestskolen, elever fra SØS, private familier og Haslev Kirkes Familieklub.

Til brug på blandt andet Foreningernes Dag og Kulturnatten i år havde de frivillige fra FDF Haslev bygget en mobil Bouldervæg, hvor rigtig mange børn i alle aldre benyttede sig af muligheden for at udfordre deres klatreevner.

Årstidens vejrlig gør at klatringen udendørs må holde pause, men de frivillige i FDF Haslev er ved at etablere et indendørs boulderrum i F-Huset, så børnene & de unge kan fortsætte den nye aktivitet henover vinterhalvåret.

Der bliver i alt cirka 80 m2 bouldervæg- og loft med en højde på mellem 2 og 3 meter. Projektet har foreløbig modtaget støtte fra Faxe Kommune v. Folkeoplysningsudvalgets udviklingspulje, Danske Bank Fonden Haslev, C-Joensen – Anerkendelse/støtte af frivilligt/socialt arbejde i Faxe, Bygma Haslev og Forældrefonden for DDS Mette Rosenkrantz.

Bouldering er klatring uden topsikring og sele. Det handler om smidighed, styrke, balance og elegance på væggenes mange forskellige udfordringer.

Det er muligt at støtte dette nye store projekt ved indbetaling på konto 1551 6171540 mærket PB + eget navn, eller man kan kontakte kredsleder Kjeld Nielsen på telefon 2476 1311 eller kn2@fdf.dk

FDF Haslev Klatring er udfordring, fællesskab, oplevelse, friluftsliv og tro for skolebørn i hele Faxe Kommune, børn under 3. klasse dog kun ifølge med 1 voksen, da det sikkerhedsmæssigt kræver lidt flere hænder.

Børn og unge kan klatre hos FDF på onsdage mellem klokken 17 og 19 ved F-Huset på Bregentvedvej 42.

Kommentarer