FDF Haslev starter aktiviteterne i den kommende uge
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/07/fdf_klatretaarn-620x316.jpg)
Haslev: FDF Haslev tilbyder både klatring og bouldering for alle samt friluftsliv for børn der går i 0. til 4. klasse
Mandag den 17. august fra klokken 19 til 21 starter sæsonen for Haslev Klatre- og Boulder-Laug, for alle +15 år.
Onsdag den 19. august klokken 17 til 19 starter sæsonen for FDF Haslev Klatring. FDF Haslev Klatring er for børn og unge fra 3. klasse, børn under 3. klasse kun i følge med en voksen så længe vi klatre udendørs på tårnet.
Sommeren er blevet brugt på at bygge helt nye ruter på det udendørs klatretårn ved F-Huset, så der igen er udfordringer for alle, både de 15 børn og unge der har klatret hele foråret og for nye der har fået mod og lyst til at prøve klatringens mange glæder.
Klatring og bouldering er eminent motion for børn der udfordrer både krop og hjerne når de enkelte problemer undervejs skal løses. Motorik, smidighed og balance styrkes, kraft i ben, arme og fingre øges, og elegance og kreativitet i bevægelserne henover fladerne udvikles.
Klatring og rappelling sker med topsikring og sele. Det foregår udendørs på FDF Haslevs 9 m høje klatretårn. Klatretårnet har cirka 15-18 ruter med forskellig sværhedsgrad. Øverst i tårnet er indsat en dør så det er muligt at rappelle ned fra tårnet.
Bouldering er klatring uden topsikring og sele. Det foregår indendørs, hvor FDF Haslev har opbygget ca. 80 m2 bouldervæg- og loft med en højde på mellem 2 og 3 m og ca. 500 greb indendørs.
Man kan følge FDF Haslev på facebook.
Lørdag den 22. august fra klokken 10 til 13 starter sæsonen med Sille og Sigurd. Herefter er der friluftsliv for 0. til 4. klasse på lørdage i lige uger.
Hvis man ønsker at vide mere så kan man kontakte kredsleder Kjeld Nielsen på telefon 2476 1311 eller e-mail kn2@fdf.dk
Alle børn der har lyst til at udfordre sig selv, er velkomne til at kigge forbi F-Huset, Bregentvedvej 42, en onsdag eftermiddag mellem klokken 17 og 19.
Kommentarer