FDF Haslev støtter Danmarks Indsamling 2018
Vind 2 timers klatring/bouldering sammen med FDF Haslev – Til fordel for Danmarks Indsamling 2018.
For FDF Haslev er det en helt naturlig del af værdigrundlaget og fællesskabet at give et lille bidrag til mennesker, særligt børn og unge, der ikke har de samme vilkår og muligheder som os selv. Det være sig gennem FDF’s Internationale projekt Minglabar Myanmar, det lokalt forankrede skoleprojekt Ladakh, den lokale Sogneindsamling i marts, eller som nu til Danmarks Indsamlingen 2018.
Danmarks Indsamling 2018 sætter fokus på de frygtelige og fatale forhold, når børn vokser op uden et hjem.
Børn uden hjem handler om mere end at mangle et sted at spise og sove. Børn uden hjem mangler først og fremmest et sted at høre til, et sted at være tryg, et sted at være barn. Et barndomshjem.
Millioner af verdens børn har ikke noget hjem. Nogle fordi de aldrig har haft et, andre fordi de er på flugt fra krig, fattigdom, sult og sygdom. Alt for mange børn kæmper hver dag for at overleve det liv, hvor de alt for tidligt er tvunget til at blive voksne.
I år har FDF Haslev derfor oprettet sin egen underindsamlig til Danmarks Indsamlingen 2018. Det indsamlede beløb går ubeskåret til Danmarks Indsamlingen 2018.
Blandt alle bidrag trækker FDF Haslev lod om 2 timers klatre/boulder aktivitet hos FDF Haslev for op til 24 børn/unge. For hver 50 kroner der doneres kommer der et lod i spanden. Vinderen trækkes søndag den 11. februar 2018 og offentliggøres på FDF Haslevs facebookside klokken 13:00
– Vi støtter med stor glæde Danmarks Indsamlingen. Og når vi gennem et godt formål kan bidrage til, at en større gruppe børn/unge kan få en herlig oplevelse i vores fantastiske klatre- og boulderfaciliteter, Ja, så vinder alle jo. Ud over at støtte indsamlingen får vi også fortalt resten af Danmark, hvad Følelsen af Faxe helt præcist er; fællesskab, sammenhold og glæden ved at være der for hinanden, udtaler kredsleder Kjeld Nielsen.
Vil du vide mere kan du kontakte kredsleder Kjeld Nielsen på telefon 2476 1311 eller e-mail kn2@fdf.dk
Kommentarer