Haslev

FDF Haslevs klatretårn blev indviet med maner

knud_erik_fdf_2

Haslev: Borgmester Knud Erik Hansen deltog i lørdags i indvielsen af FDF Haslev’s nye klatretårn

Lørdag havde FDF Haslev inviteret til reception i forbindelse med den officielle indvielse af deres nye næsten 9 m høje klatretårn. Solen skinnede fra en skyfri himmel og dagen startede med Peder Oxe’s tamburkorps, der fyldte Haslev bys gader med musik for at kundgøre at der skulle ske noget særligt.

Borgmester Knud Erik Hansen var synligt imponeret over klatretårnet, der er resultatet, af især tre frivillige tårnbyggeres mange arbejdstimer gennem det sidste halve år. I indvielsestalen lagde borgmesteren blandt andet vægt på den meget store betydning alle de frivillige foreningers indsats har for Faxe Kommune, inden han slap tårnet fri og hurraerne gjaldede gennem luften.

Læs også: Borgmesteren indvier FDF’s klatretårn på lørdag

Derefter blev klatretårnet afprøvet. Den første var en FDF’er på bare 12 år, der kort efter kunne klappe på tårnets øverste kant som tegn på, at han havde nået toppen. Herefter stod flere klar til at prøve udfordringerne og opleve udsigten fra toppen af tårnets væg.

Derefter mindedes kredsleder Kjeld Nielsen i sin tale et noget mindre klatretårn der tilbage i 1972 stod på F-Husets grund, nemlig den nederste del af en 11 m høj Mars-raket FDF Haslev byggede og sendte afsted i 1971. Han glædede sig over at klatretårnet var tilbage og over hvad de frivillige sammen havde præsteret. Han takkede for den fantastisk store støtte projektet har mødt fra alle sider, blandt andet Folkeoplysningsudvalget i Faxe Kommune, flere fonde samt rigtigt mange lokale firmaer. Kredslederen takkede også de mange frivillige for deres helt uundværlige indsats og selvfølgelig især de tre tårnbyggere, for deres ihærdige arbejde.

FDF Haslev har modtaget støtte fra Faxe Kommunes udviklingspulje, Nordea Fonden, Rambøll, Jens H. Hansen ApS, Tømrerfirmaet Jens Christiansen, M. J. Eriksson A/S, Bygma i Haslev, Y’ Mens’ Club i Haslev, Danske Bank’s Haslevfond, Lions Club i Haslev, Gorm Hansen & Søn A/S, Malerfirmaet Carsten Sørensen i Viborg, Fonden Præstø Brand, L. O. Seierskilde, Arkil & Haslev Posten.

Søndag eftermiddag bød FDF Haslev endnu engang indenfor på F-Huset’s dejlige grund. Mere end 50 børn i alle aldre fra 3-70 år trodsede regnvejret for prøve klatretårnet, spise softice og popkorn samt nyde en sodavand eller to.

Indvielsen blev støttet af følgende lokale firmaer: Tønden, Centrum Salonen, Kirkepladsens Blomster, Kvickly, DADDY’s, Fri – Sørens Cykler, Haslev Farve & Gulv, Lite-House, G. Kjærgaard Larsen, Haslev Glarmester, Essendrop, Lotte Kjellerup & Bilcentret.

Godt 100 mennesker besøgte i løbet af weekenden F-Huset på Bregentvedvej for at deltage i festlighederne ved indvielsen.

Kommentarer