FDF på Vandrefestival i Hesede Skov

Haslev: FDF Haslev deltog på Hjerteforeningens arrangement i Hesede Skov i går søndag i anledning af dette års Vandrefestival Sjælland
De 11 friske FDF’ere mødtes ved P-pladsen på Villa Gallinavej og sang et par sange først. Da klokken nærmede sig 13:00 var der dukket yderligere cirka 40 forventningsfulde og glade vandrere op.
Alle satte i rask trav op mod Paradishaven, ned forbi Kirkemose & op mod Store Gedeholm og deltagerne nød skovens stilhed, den varierede bevoksning & det kuperede terræn. Cirka halvvejs – forbi Skelbækhus & Kongehus, kom der en lille byge, hvor FDF’erne søgte læ under et af skovens store træer, fandt regntøjet frem fra tursækken og nød et par medbragte chokoladekiks. Med fornyet energi fortsatte de ned mod Paradishaven og passerede Svenskekløften. Det sidste stykke gennem Ny Dyrehave blev, trods mindre byger, klaret med frisk mod og pludselig var alle tilbage ved udgangspunktet på P-pladsen efter knap 1½ times god vandring.
FDF’erne gik derefter tilbage til Svenskekløften, hvor de legede hyggeligt en god times tid, op og ned af skrænterne, dæmningbyggeri & svingning i de 2 tovgynger – rigtig sjovt & udfordrende… På tilbagevejen mod P-pladsen ved Villa Gallinavej fandt de lige en enkelt geocach. Den lå rigtig godt gemt, men flokkens nye dreng fandt den.
– Vi havde fire fantastiske, dejlige og fornøjelige timer i Hesede Skov, og takker Hjerteforeningen for den fine tur og hyggeligt selskab, siger kredsleder Kjeld Nielsen til Faxe.nu.
Hvis man vil vide mere om FDF Haslev kan man kontakte kredsleder Kjeld Nielsen på 4013 7252 eller kn2@fdf.dk.
Eller besøge FDF Haslevs hjemmeside
Kommentarer