Feddet Camping blandt Europas bedste

Feddet Camping har modtaget BestCamping fra den tyske camping bibel, ADAC Camping Guide. Det er den højeste udmærkelse, som en campingplads kan opnå i den anerkendte guide.

Den tyske campingguide ADAC Gamping Guide – der er campingbranchens svar på den gastronomiske Michelin Guide – har netop offentliggjort, at Feddet Camping for fjerde år i træk modtager betegnelsen BestCamping. Anerkendelsen er i en særklasse, da kun fire campingpladser i Danmark har fået certificeringen. I Sverige har en campingplads opnået BestCamping, hvorimod ingen feriedestinationer i Norge har modtaget den højeste udmærkelse fra ADAC Camping Guide.

– Vi er utrolig stolte over, at vi igen i år modtager BestCamping fra ADAC Camping Guide. Det betyder, at vi er blandt de bedste destinationer i Europa. Helt grundlæggende handler vores filosofi om at yde et godt værtskab. Feddet Camping skal være indbydende og i top stand, folk skal føle sig velkommen og vi skal have aktiviteter til det traditionelle campingpublikum og dem som vil bo i en af vores luksuriøse campinghytter. Det er meget simpelt, men det kræver naturligvis sans for detaljen, siger Kasper Kristensten, lejrchef, og Ivan Reedtz-Thott, ejer af Feddet Camping, samstemmigt.

Kriterierne for at modtage udmærkelsen BestCamping omhandler:

  • De generelle forhold på campingpladsen
  • Bade- og toiletfaciliteter
  • De specifikke pladsenheder, herunder pladsens størrelse
  • Mulighederne for at købe ind og gå på cafe
  • Aktivitetstilbud i flere aldersklasser
  • Bademulighederne

Feddet Camping tilbyder en lang række aktiviteter, der gør campingoplevelsen anderledes. Besøgende kan eksempelvis dyrke yoga i den luksuriøse indendørs pool eller slappe af i det opvarmede udendørsbassin, tage på udflugt på elektriske motorcykler, plukke økologiske bær, udfordre familien på junglebanen eller i adventuregolf. Endvidere arrangeres der rideture i de enestående og naturskønne omgivelser. Derudover kan der lejes havkajakker, som kan benyttes i Faxe Bugt.

Titlen BestCamping uddeles i fællesskab af det tyske ADAC (Europas største bilistforening) og hollandske ANWB, som årligt gennemgår 15.000 europæiske campingpladser. For at sikre den bedste vurdering ved ingen, hvornår foreningerne udsender deres kontrollører.

 

Kommentarer