Feddet Camping er blandt Europas bedste
Faxe: Feddet Camping er for tredie år i træk blevet udnævnt til en af Europas bedste
Fredag den 16. januar uddelte ADAC og ANWB for 11. gang titlen som Best Camping til 142 europæiske campingpladser ved et stort arrangement i Stuttgart.
Det er tredie år i træk at lejrchef Kasper Kristensen og hans dygtige medarbejdere på Feddet modtager BestCamping prisen, der har lige så stor betydning for campingpladserne som restauranternes Michelin stjerner har for restauranterne.
Blandt de 142 kårede campingpladser er der fire danske, Feddet Camping, Bøjden, Hvidbjerg og Klim Strand Camping.
Danmark fastholder dermed sin position som det absolut bedste nordiske campingland, da der kun er udnævnt en BestCamping i det øvrige Norden, og det er en campingplads i Sverige.
Læs også: Feddet Camping igen hædret som BestCamping
BestCamping er en kvalifikation, der gælder i et år. Den er baseret på uafhængige årlige kontrolbesøg på stedet fra ANWB og ADAC . Samarbejdet mellem hollandske ANWB og tyske ADAC har medført en fælles europæisk standard for mere end 10.000 campingpladser. Dette giver klarhed for både camping entusiaster som selve lejren.
BestCamping-pladserne har alle de maksimale fem stjerner og er udstyrede med fremragende sanitære faciliteter, de er smukt beliggende og har mange faciliteter.
Kommentarer