Feddet Camping har overtaget Strandcaféen
Faxe Ladeplads: Feddet Camping har siden januar drevet Strandcaféen, hvilket blandt andet har gjort dem til en af de bedste campingpladser i Europa.
Indtil 1. januar 2016 drev to forpagtere Strandcaféen på Feddet Camping. Da de ikke ville det mere, valgte Feddet Camping at overtage driften, hvilket har vist sig at være en god beslutning, skriver Sjællandske.
– Vi har fået en rigtig god start, og vores kunder tager rigtig godt imod det. Der er selvfølgelig altid områder, hvor man kan blive bedre, og det arbejder vi hele tiden med en positiv energi på at blive, siger lejrchef på Feddet Camping, Kasper Kristensen, til Sjællandske.
Læs også: Feddet Camping har åbnet Strandcafeen
Det sidste halve år har Kasper Kristensen sammen med sine medarbejdere brugt på at højne standarden med et koncept med god mad og god service. Vigtigst har det været, at han selv kan styre serviceniveauet.
– Den største udfordring har været, at kunderne ikke kan skelne mellem to virksomheder på samme adresse, så hvis de synes, de har fået en dårlig behandling eller er utilfredse med maden, så er kritikken røget tilbage til os. Nu er vi blevet kåret Europas bedste campingpladser i fire år, og caféen er med i bedømmelsen, så det er også sjovere at investere i sit eget produkt, når man samtidig selv får lov at høste frugterne, siger Kasper Kristensen til Sjællandske.
Kommentarer