Fem lokale kirker er vejkirker i 2015
Faxe Kommune: Fem kirker i Faxe Kommune er tilmeldt ordningen med åbne vejkirker i år.
I Danmark er der over 2000 kirker, deraf 20 i Faxe Kommune. Nogle er næsten 1000 år gamle, andre er nye. Mange, men ikke alle, er åbne for besøgende. I år har i alt 407 kirker fordelt udover hele landet, tilmeldt sig som vejkirker og andre åbne kirker. Der er cirka 34 nye kirker med i år.
Fem lokale kirker er tilmeldt som vejkirker i år; Faxe Kirke, Haslev Kirke, Hylleholt Kirke, Karise Kirke og Kongsted Kirke.
Derudover er både Faxe Kirke, Karise Kirke og Kongsted Kirke med i Nationalmuseets lydguide “Øret til væggen” om kalkmalerier, der kan downloades til smartphone via App Store eller Android Marked. Man kan læse mere på kalkmaleriinfo.natmus.dk
Og som noget helt nyt er der nu også 108 af vejkirkerne, der er blevet cykelvenlige vejkirker, deriblandt Karise Kirke og Kongsted Kirke. Kirken i Store Heddinge, Sankt Katharina Kirke.
Det betyder, at der her vil være et sted, hvor man må stille sin cykel, få fyldt sin vandflaske, og der vil være en cykelpumpe til rådighed.
Download de nye brochurer
Det er 15. gang, at Kirkefondet udgiver brochurer over vejkirker og andre åbne kirker i Danmark. De deltagende kirker finansierer selv brochurerne.
Der er udgivet to brochurer; én for Jylland med 197 kirker og én for Sjælland, Fyn og de øvrige øer, med 210 kirker. De kan fås i de deltagende kirker, på biblioteker og på turistbureauer samt mange andre steder.
Man kan også downloade brochurerne.
Brochuren for Jylland http://www.kirkefondet.dk/fileadmin/filer/Billeder/Vejkirke/vejk15_jyll_web2.pdf
Brochuren for Øerne
http://www.kirkefondet.dk/fileadmin/filer/Billeder/Vejkirke/vejk15_oer_web2.pdf
Faxe Kirke har åbent hele året mandag til torsdag fra klokken 9 til 15, fredage fra klokken 9 til 13. Der er nyfundne kalkmalerier fra cirka 1500 i skibets vestside, restaureret 2006. Altertavlen er fra 1717 og prædikestolen er fra 1615. Desuden kan man se en romansk døbefont og romansk døroverligger med dyremotiver i sideskib samt en herskabsstol for Rosendal Gods. www.faxekirke.dk
Haslev Kirke har åbent alle dage hele året fra klokken 9 til 15. Prædikestolen er fra 1579 og der er kirkestole fra1560. På nordvæggen Golgatha-billede af Sven Havsteen-Mikkelsen 1996. I tårnet findes en Mariaklokke fra 1360.
www.haslevkirke.dk
Hylleholt Kirke har åbent hele året mandag til lørdag fra klokken 8 til 16samt søndage fra klokken 9.30 til 16.
www.hylleholtkirke.dk
www.tryggevaeldeprovsti.dk/ index.php?id=1722
Karise Kirke har følgende åbningstider: Sommertid mandag til lørdag fra klokken 8 til 16. Vintertid mandag til lørdag fra klokken 8 til 15. Søn- og helligdage ved gudstjeneste. Her man kan man blandt andet se en prædikestol fra 1630. Det Moltkeske Gravkapel kan beses maj-okt gennem låge.
www.kongstedkirke.dk
Kongsted Kirke har åbent alle dage fra 8 til 18, fra den 1. april til den 30.september. Fra den 1. oktober til den 31. marts er der åbent alle dage 8 fra til 16. Kirken er kendt for kalkmaleriererne af Kongstedmesteren cirka 1430 og Brarupmesteren cirka 1500. Kirkens døbefont er fra 1200-tallet og altertavlen fra cirka 1600, korgitter og prædikestol er fra 1619. Desuden kan man se herskabsstole med våbenskjold.
Kommentarer