Faxe Ladeplads

Fernisering i Huset i Faxe Ladeplads søndag

joergen_christensen

Faxe Ladeplads:  Årets første separatudstilling i Huset er med værker af Jørgen Christensen fra Tystrup ved Faxe.

Søndag den 1. februar fra klokken 14 til 16 afholder Huset årets første fernisering på en separatudstilling med Jørgen Christensen fra Tystrup ved Faxe.

Jørgen Christensen er selvlært kunstner og har tegnet altid. Allerede som dreng, begyndte Jørgen at male billeder med oliemaling på lærreder, og hvad han ellers kunne få fat på. Jørgen bruger altid spartel, hvilket giver et rustikt udtryk i hans billeder.

Inspirationen får Jørgen i naturen, blandet andet fra udsigten til de åbne marker i sin have i Tystrup, men også omegnens skove, er en stor inspirationskilde for ham. Nu kunne man tro, at Jørgen kun maler landskabsbilleder, men det er på ingen måde tilfældet. Også i den abstrakte stil, har Jørgen en meget sikker udtryksform. Med disse forskellige stilarter, byder Jørgen på en meget spændende og alsidig udstilling.

Jørgen stammer fra Vanløse, men har sammen med sin hustru Britta, boet i Greve i 31 år. For 13 år siden, flyttede parret til Tystrup, hvor de er faldet fantastisk godt til.

Jørgen har kørt lastbil og bus i mange år, men har også arbejdet med børn i en fritidsklub, hvor han blandt andet lærte dem at male billeder og spille skak. Udover at male billeder er Jørgens anden store interesse netop skakspillet, som han tidligere har spillet på konkurrenceniveau.

Udstillingen kan ses frem til den 30. april, når der er arrangementer i “Huset”.

Ferniseringen foregår søndag den 1. februar fra klokken 14 til 16. i “Huset”, Hovedgaden 40 i Faxe Ladeplads

Kommentarer