Faxe Ladeplads

Fernisering i ”Huset”

Søndag d. 9. september kl. 14-16, er der igen en spændende fernisering i ”Huset” i Faxe Ladeplads. Denne gang er det kunstneren Peer Jermiin Frost fra Haslev, som udstiller sine abstrakte malerier.

Peer Jermiin Frost er arkitekt, maler og grafiker. Peer er opvokset i København og udover, at han altid har malet, tilbragte han meget af sin tid i Nationalmuseets etnografiske samling. Det gav ham interessen for den afrikanske kunst, og førte til flere rejser i Congo. Peer`s samling af afrikansk kunst  består  i dag af ca. 2000 genstande.

Siden sin ungdom, har Peer været bosat i Sydfrankrig, hvor han arbejdede som arkitekt, samtidig med at han i sin fritid udøvede sin billedkunst. Siden 2007 har Peer nydt sit otium i Danmark.

Peer var fra starten inspireret af Cobra-malerne. Yderlige var Peer medstifter af kunstnergruppen ”Aspekt”, som var aktive fra 1968-1978.

Denne spændende, abstrakte udstilling kan ses resten af 2018, når der er arrangementer i  ”Huset”  Hovedgadeen 40, Faxe Ladeplads

 

Kommentarer