Film og debat om minerne ’Under sandet’

Faxe: Overinspektør Thomas Tram Pedersen fra Østsjællands Museum fortæller om minerydningen efter krigen i Biografen Kanten.
Lørdag den 9. januar klokken 16:45 viser Biografen Kanten Martin Zandvliets spillefilm ’Under Sandet’.
’Under Sandet’ har været én af årets mest omdiskuterede film. Filmen giver et fantastisk indblik i en dramatisk historie fra lige efter besættelsen, som de færreste kender til. Mere end 4.000 tyske soldater ryddede miner i Danmark og mange blev dræbt ved det farlige arbejde.
Dette tema har overinspektør Thomas Tram Pedersen fra Østsjællands Museum beskæftiget sig indgående med. Inden filmen starter vil Thomas Tram Pedersen fortælle mere om diskussionerne omkring filmen og dens tema og få en vurdering af, om Danmark begik krigsforbrydelser mod de tyske soldater.
Efter filmen vil det være muligt at se den korte instruktionsfilm “Fare Miner!” fra 1945 på Geomuseum Faxe og stille spørgsmål til filmen.
Kommentarer