Rønnede

Finalen i kokkedysten afholdes på Rønnede Kro

Restaurant Næs fra Røsnæs ved Kalundborg og Saxkjøbing Hotel fra Lolland skal mødes på Rønnede Kro i finalen i ’Bedst på Sjælland 2018’

Mandag den 7. maj finder finalen i ’Bedst på Sjælland 2018’ sted på Rønnede Kro. Kokkedysten ’Bedst på Sjælland 2018’ har kørt siden januar, under ledelse af madanmelder og udgiver af Den Danske Spiseguide Bent Christensen fra Haslev.

Læs også: Rønnede Kro er ude af kokkedyst

Den ene finalist er Restaurant Næs på Røsnæs der på hjemmebane slog Rønnede Kro ud af semifinalen den 18. marts. Den anden finalist er Saxkjøbing Hotel der vandt den anden semifinale mod Restaurant Toldboden i Frederikssund.

Undervejs har et dommerpanel, spist sig igennem og bedømt restauranternes kunnen, under overværelse af betalende gæster. ’Bedst på Sjælland’ blev afholdt for første gang i 2017, hvor Vallø Slotskro løb af med sejren i finalen, der ligeledes blev afholdt på Rønnede Kro.

Præmien til vinderen af ‘Bedst På Sjælland’ er på 25.000 kroner og den anden finalist får 15.000.

Man kan læse mere på bedstpaasjaelland.dk

Kommentarer