Faxe Ladeplads

Find en bi-sværm og få gratis honning

Faxe Kommune: Østsjællands Biavlerforening har oprettet et såkaldt biberedskab og beder borgerne i Faxe og Stevns at kigge efter bisværme

Vinteren og det kolde forår har været hård ved den danske bestand af honningbier. En opgørelse foretaget af Danmarks Biavlerforening viser, at cirka 20 procent alle bifamilier er døde. Enkelte steder har det dog ramt særdeles hårdt med op til 80 procent tab af bifamilier. Det gælder især østvendte kyster som området fra Faxe Ladeplads til Køge.

-I Østsjællands Biavlerforening vil vi gerne gøre en særlig indsats for at genoprette bestanden af honningbier til bestøvning af vore afgrøder i haver og på marker. Derfor beder vi om hjælp fra borgerne i Køge – Stevns og Faxe kommuner, udtaler Ernst Harder, Formand for Østsjællands Biavlerforening

I maj og juni sværmer honningbierne. Det er deres naturlige måde at formere og vedligeholde bestanden af bier. Hvis en bi-sværm ikke bliver indfanget og anbragt i et bistade under kontrollerede forhold, vil den uddø i løbet af nogle uger. Naturen har ikke længere et tilstrækkeligt antal hule træer eller andre naturlige boliger til bierne.

– Ser du en bi-sværm hænge i et træ, busk eller hæk, så kontakt hurtigt Østsjællands Biavlerforening eller en biavler i dit lokalområde, så kommer vi og henter bierne. Bi-sværmen sidder ofte kun det samme sted nogle timer eller til næste dag, siger Ernst Harder.

– Som tak for din hjælp vil du i løbet af sommeren få en smagsprøve på biernes honning, afslutter Ernst Harder

Man kan kontakte sværmfangerne fra Østsjællands Biavlerforening, Ernst Harder på telefon 4020 6433, Rigmor Johannessen på telefon 2557 2640 eller Otto Lærke på telefon 5073 7378.

Kommentarer