Dalby

Fint teaterforløb afsluttes i dag på skolen i Dalby

Teater Vi Tør og elever fra 5.B på Midtskolen afd. Bavne præsenterer i dag en teaterforestilling som resultat af et længerevarende Åben Skole Forløb.

Tirsdag den 5. december afrundes et ganske fint teaterforløb med en forestilling for både elever og familier på Midtskolen afd. Bavne. Der er forestillinger klokken 14 for eleverne på skolen og klokken 17 for familien.

Teaterforløbet er et samarbejde mellem Teater Vi Tør og lærere/elever fra 5.B fra Midtskolen, afd. Bavne i Faxe. Samarbejdet er et ud af i alt 12 skole-kultur samarbejder i projektet Fællesskabt – Kultur i skolen. Fællesskabt – Kultur i skolen hører under den regionale Kulturaftale, der er indgået mellem Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Faxe, Næstved og Stevns kommuner samt Kulturministeriet, og i alle 6 kommuner er engagerede lærere og kulturinstitutioner i gang med i fællesskab at udvikle kulturfaglige og spændende læringsforløb for regionens skoleelever.

Et vigtigt formål med projektet er, at regionens kulturaktører som fx Teater Vi Tør kan tilbyde folkeskolerne kvalificerede og bæredygtige kulturelt læringsforløb, der kan udbydes til kommunens skoler. Teaterforløbet bygger på et tværfagligt arbejde med Fælles Mål i fagene musik, billedkunst, dansk, håndværk og design samt matematik. Teater Vi Tør understøtter både det æstetiske udtryk, involverer eleverne aktivt i skabelsesprocessen og samtidig rummer projektet en stærk skolefaglighed. Forløbet rummer aktiviteter på både teatret og skolen for at binde de to virkeligheder sammen.

Projektet er blevet til med støtte fra Region Storstrøm, Faxe Kommune og Teater Vi Tør.

Kommentarer