Fire drenge røvede knallert fra 15-årig

Haslev: En 17-årig haslevit slap for videre tiltale efter et gaderøveri på Vestergade i Køge.
Omkring midnat natten til lørdag den 31. oktober røvede en gruppe på fire drenge en 15- årig drengs knallert på Vestergade i Køge. Den 15-årige blev truet med knivstik, hvis han ikke lod dem tage knallerten.
– Det sker desværre ind i mellem at vi ser gaderøverier som dette, men det er ikke noget, der sker ofte, siger Lars Galaz, leder af beredskabet i Køge Politi til Dagbladet.
Den 15-årige kontaktede straks politiet, som kort efter fandt de fire drenge længere oppe ad Vestergade. De forsøgte uden held at flygte, efter at de havde smidt knallerten. Derefter kunne den 15-årige udpege gerningsmændene for politiet.
– Der er tale om tre 17-årige drenge fra Køge, Haslev og København og en 19-årig dreng Køge. Det er alle nogen, som vi kender fra lokalmiljøet, men det er endnu uvist, om de er tidligere straffede, hvilket vil have stor betydning, når sagen skal for retten, siger Lars Gulev ifølge Dagbladet.
To af drengene, den 19-årige fra Køge og den 17-årige fra København, blev sigtet for selve røveriet. Den 17-årige fra Køge blev sigtet for at komme med trusler mod den 15-årige, i forbindelse med at han udpegede gerningsmændene. Den 17-årige fra Haslev blev ikke sigtet i sagen.
Kommentarer