Fire narkobilister og tre spritbilister snuppet torsdag

Faxe: Færdselspolitiet fandt fire narkobilister og tre spritbilister da de var på færdselskontrol i Faxe-området torsdag eftermiddag.
Torsdag den 10. november mellem klokken 12:30 og 18:30 var politiet på færdselskontrol i Faxe-området.
Fire blev sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand, tre spritbilister blev afsløret, to sigtet for at køre uden kørekort, seks for at bruge håndholdt mobil og 14 for andre færdselslovsovertrædelser.
Klokken 14.02 standsede politiet en 63-årig mand fra Faxe, der kom kørende på Vinkældertorvet i Faxe. En alkometertest viste, at den 63-årige havde en promille, der var højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Politiet standsede klokken 14.36 en 24-årig mand fra Købeenhavn på Rønnedevej ved Faxe. Den 24-årige havde ikke noget kørekort, men en narkometertest viste, at han var påvirket af cannabis. Han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for kørsel uden førerret.
En 60-årig mand blev klokken 16.33 standset på sin knallert, da han kom kørende på Vemmetoftevej uden for Faxe. En alkometertest viste, at knallertkøreren havde en promille, der var højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Klokken 16.45 standsede politiet en 45-årig mand fra Faxe på Faxevej i Faxe Ladeplads. En narkometertest viste, at den 45-årige var påvirket af cannabis, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.
Færdselskontroller flere steder i politikredsen
Torsdag havde færdselspolitiet fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi og SKAT en større færdselskontrol flere steder i politikredsen.
Indsatsen var i denne omgang koncentreret omkring Næstved, Vordingborg, Faxe og på Nordfalster, og resultatet var desværre overvældende:
I alt 383 køretøjer blev standset og kontrolleret. Det afstedkom ikke færre end 133 sigtelser for forskellige overtrædelse af færdselsloven – flere blev sigtet for spritkørsel og for at køre i narkopåvirket tilstand, 35 blev sigtet for at køre for hurtigt, seks for at køre uden kørekort, 34 for at bruge håndholdt mobiltelefon og 14 for ikke at have spændt sikkerhedsselen. Resten er sigtelser for andre færdselslovsovertrædelser.
Kommentarer