Flagermus kan vælte vindmøllerne i Tureby
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/01/bredoeret_flagermus.jpg)
Faxe Kommune: Den bredørede flagermus, der er strengt beskyttet i hele landet, kan forpurre planerne om fem kæmpevindmøller ved Tureby
Naturstyrelsen har sendt en indsigelse til Faxe Kommune, fordi vindmøllerne ved Tureby foreslås placeret under en kilometer fra Vallø Storskov. Og Vallø Dyrehave er udpeget til habitatområde for en udrydningstruet flagermus.
Vindmøller dræber mere end 200.000 flagermus i Tyskland hvert år. Det viser en tysk undersøgelse ifølge TV2 Øst.
Den bredørede flagermus (Barbastella barbastellus) findes på den danske rødliste over udrydningstruede arter og den er sjælden overalt i Europa. Flagermusen er både på EF-Habitatdirektivets Bilag II og Bilag IV. Danmark har derfor pligt til at udpege habitatområder, hvor der skal tages særlige hensyn til arten samt til at dens levesteder ikke beskadiges eller ødelægges.
– Vi er på ingen måde imod grøn energi. De må gerne sætte vindmøller op, men det skal ikke være på bekostning af mennesker og den natur, der er her i forvejen, siger Helle Lindner Nielsen fra Skrodsbjerg til TV2 Øst.
– Den er fredet og yngler ikke ret mange steder. Når naturfolk siger, det her er vigtigt, så skal vi andre også følge trop, mener Helle Lindner Nielsen, der sammen med naboer har dannet en aktionsgruppe »Nej til 5 kæmpevindmøller ved Turebylille«
Man kan følge aktiongruppen på Facebook
– Nu tager vi en dialog med Naturstyrelsen. I sidste ende kan det ende med, at møllerne ikke kommer op, men lad os nu se, hvad der sker, siger Knud Erik Hansen (S), borgmester i Faxe Kommune til TV2 Øst.
Byrådet i Faxe Kommune beslutter i løbet af foråret om møllerne kan tillades
Følgende områder er udpeget som habitatområder for den bredørede flagermus
- Havet og kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund
- Klinteskoven
- Smålandsfarvandet nord for Lolland, Guldborg Sund
- Maribosøerne
- Vallø Dyrehave
Kommentarer