Flere anholdt efter uro i nattelivet
Fredag klokken 0.15 fik politiet en anmeldelse om, at flere unge skabte uro og utryghed i Jernbanegade i Haslev, og en politipatrulje rykkede ud.
Utilfredsheden ulmede på gadeplan, og politiet måtte de næste timer sende to hundepatruljer og en yderligere patrulje afsted. Klokken 2.07 blev en 21-årig mand fra Gedser anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. Han ville ikke oplyse sit navn og sin fødselsdato til politiet, og han råbte efter politiet, så han blev også sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
En 21-årig mand fra Ishøj blev anholdt klokken 2.07 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han stillede sig i vejen for en politibil, og han blev sigtet for fornærmelig tiltale, da han råbte “luder” efter en betjent, og han gjorde modstand mod anholdelsen og blev derfor også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiet. En 17-årig fyr fra Haslev råbte op og forsøgte at optrappe en konflikt med personalet fra et værtshus i nærheden. Han blev anholdt klokken 2.24 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Klokken 3.20 anholdt politiet en 18-årig mand fra Haslev, der ikke ville rette sig efter politiets anvisninger. Klokken 2.39 blev en 17-årig fyr fra Haslev sigtet for at råbe “Fuck jer” efter betjentene. De anholdte blev alle taget med til politistationen i Næstved.
Find flere alarm 112 nyheder her.
Kommentarer