Debat og politik

Flere borgere i kommunen

Vi har i Faxe Byråd mange gange diskuteret, hvordan vi kan få flere danskere til at flytte til vores Kommune, da vi har brug for flere borgere – herunder flere børn.

Indsendt af Steen Petersen, Jernbanegade 23 E, 4690 Haslev. Byrådsmedlem i Faxe Byråd og kandidat nr. 2 til KV 17 for Dansk Folkeparti.

TV 2 fortalte den 11. januar, hvordan Fanø har været i stand til at få flere borgere til kommunen. Det kan vi lære af. De har selvfølgelig pasningsgaranti, men de har forbedret forholdene for børnefamilierne ved at foretage en kraftig nedsættelse af taksterne for dagplejen og vuggestuen. De blev i 2016 sat ned fra kr. 2.749 til 1.641.

Med denne nedsættelse betaler Fanøs børnefamilier samme takst i Dagplejen, Vuggestuen og i Børnehaven. Reelt er den oven i købet lavere, da de kun skal betale 11 måneder om året. Det giver familierne stabilitet og tryghed, de ved, hvad de har at rette sig efter.

Vi bør gøre noget lignende i Faxe Kommune. DF har derfor længe argumenteret for, at taksterne i daginstitutionerne skal sættes ned. Når Fanø kan, kan vi også. Kommunens økonomi er god, så vi har råd til det, bl.a. hvis vi holder igen på anlægsudgifterne.

Kommentarer