Samfund

Flere børn blev kortvarigt indlagt grundet rottegift

rottegiftkasse

Faxe: Flere børn måtte tirsdag en tur omkring skadestuen i Næstved efter begrundet mistanke om indtagelse af rottegift på Rollingen i Faxe.

Vi kender alle de små aflange metalæsker med tydelig advarselsmarkering om indhold af rottegift, som står alle mulige steder ude i vores lokalsamfund, som forebyggende indsats i forbindelse med bekæmpelse af rotter.

Sådan en har man også stående på Rollingen i Faxe grundet rotteplage i forbindelse med dyrehold på stedet og den har man haft stående i rigtig mange år uden nogle former for problemer.

Desværre fik en lille gruppe børn hul på kassen i tirsdags og fik fingrene i de små gryn som er beregnet som gift imod rotter og flere af børnene havde spist af de giftige gryn, som ellers lå i en pose godt gemt i den aflange metalæske.

Personalet på Rollingen fik straks rettet henvendelse til både Giftlinien og Skadestuen i Næstved og man valgte at sende seks af børnene afsted til et kontrollerende besøg på Skadestuen på Næstved Sygehus, hvor de alle blev overvåget og afgiftet med aktiv kul i en periode på nogle timer efter indlæggelsen.

Lederen af Rollingen, Hanne Jensen, er rigtig ked af det som der skete i tirsdags og giftæsken er nu fjernet midlertidig inden man har rådført sig med den lokale rottespecialist omkring behovet og eventuelle alternative produkter.

Onsdag blev alle de hjem, som har børn gående på Rollingen skriftlig informeret om hvad der var sket på Rollingen og samtidig havde lederen af Rollingen, Hanne Jensen, i tæt samarbejde med Giftlinien i brevet detaljeret beskrevet hvilke symptomer at man skulle være meget opmærksomme på ved børnene, hvis der var mistanke om at også nogle af de andre børn havde spist de små giftige gryn.

Hanne Jensen kunne torsdag aften bekræfte overfor Faxe.nu at alle de ramte børn er tilbage på Rollingen igen og alle er kommet godt videre ovenpå tirsdagens oplevelse som har påvirket både børn, forældre og personalet på Rollingen meget.

Faxe.nu gør opmærksom på at billedet i artiklen ikke er fra Rollingen.

Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu

Kommentarer