Flere jobrotationsprojekter på vej i kommunen

Faxe Kommune: Nu kan også medlemmer af BUPL der er bosidden i Faxe Kommune få glæde af jobrotation

BUPL’s a-kasse på Sjælland, Lærernes a-kasse og kommunernes jobcentre gennemfører en række projekter med jobrotation i samarbejde med Center for Videreuddannelse på University College Sjælland.

I løbet af foråret 2013 kommer lærere og pædagoger i Kalundborg og Vordingborg Kommuner på videreuddannelse og ledige lærere og pædagoger vikarierer for dem som led i en jobrotation.

De næste kommuner, der kan sende medarbejdere på videreuddannelse og give ledige mulighed for midlertidige jobs er Næstved, Slagelse og Faxe. Og endnu flere aftaler med andre kommuner er på vej.

– I samarbejdet mellem jobcentrene, a-kasserne og UCSJ skabes en win-win-situation. Kommunerne kan opnå kompetenceudvikling for medarbejdere, ledige med en professionsuddannelse får mulighed for at gøre sig synlige og øge deres muligheder for at finde beskæftigelse inden for deres fagområde, og UCSJ kan bidrage til, at professionsbachelorer, som ender i ledighed, opnår bedre muligheder for at få praksiserfaring og dermed øgede beskæftigelsesmuligheder, fortæller uddannelseskonsulent Henrik Worsøe fra University College Sjælland.

Faxe Kommune har i forvejen en aftale med 3F Midt & Østsjælland om et jobrotationsprojekt, hvor medarbejdere i Vej og Park er i gang med at skrive ønskesedler til efteruddannelse. Tekniske servicemedarbejdere i Faxe Kommune kan ligeledes få efteruddannelse. Der er mulighed for, at nogle går videre og tager en ejendomsserviceuddannelse.

Læs også: Spot på jobrotation i Faxe Kommune

Omsorgsmedhjælpere i Faxe Kommune kan uddanne sig til pædagog på merit. Hvis man ikke er klar til pædagoguddannelsen, kan der blive mulighed for at uddanne sig til pædagogassistent.

Faxe Kommune deltager også i et rengøringsprojekt i samarbejde med Ringsted og Stevns kommuner samt ISS og en række uddannelsesinstitutioner. Det første hold inden for rengøring er for længst erstattet af hold nummer to og hold tre er netop begyndt.

Læs også: Ledige skal gøre rent mens indvandrere lærer dansk

Kommentarer