Debat og politik

Flere lære- og praktikpladser i Faxe Kommune

I Danmark mangler næsten 12.500 unge lige nu en læreplads. Kommunalvalget er en oplagt løftestang til at give de unge håndslag på flere lære- og praktikpladser.

Indsendt af Per Thomsen Hørvænget 56, Haslev. Byrådsmedlem – og kandidat for Socialdemokratiet. Formand for 3F Midt- og Østsjælland.

I Faxe kommune står der lige nu 84 uden en lære- eller en praktikplads. Det er mange unge, som ikke har udsigt til at kunne tage en faglært uddannelse. I et samfundsperspektiv er det uklogt.

Vi ved, at vi i 2025 kommer til at mangle mere end 70.000 faglærte. Derfor bør det også være en politisk ambition – nationalt som lokalt – at sikre flere lære- og praktikpladser.

Fra min stol, vil jeg forsøge at indfri den ambition ved at insistere på lære-og praktikpladser i den kommunale opgaveløsning. Vi skal have uddannelsesaftaler med virksomhederne.

Når en region skal have bygget et nyt hospital, eller en kommune skal have renoveret en gammel skole, så kan de vælge at skrive i udbudsmaterialet, at virksomheden, der vinder opgaven, skal oprette et bestemt antal praktikpladser.

Vi må gå forrest og være det gode eksempel.

Danmarks konkurrenceevne står og falder med om vi kan levere veluddannet faglært arbejdskraft.

Lad os give de unge et løfte – lærlingeløftet. Skriv under på www.lærlingeløftet.dk

 

Kommentarer