Flere offentlige toiletter i Faxe Kommune
Karise og Faxe Ladeplads har nu fået gratis offentlige toiletter.
Hvis man er på tur med familien, kan det være temmelig irriterende at mangle et toilet, når man har behov for det. Det har Faxe Kommune nu rådet bod på i Faxe Ladeplads og Karise.
Her er der begge steder kommet offentlige toiletter, som kan benyttes helt uden at have kontanter med eller uden at skulle sende en sms eller andet besværligt for at få adgang.
Toiletbygningen i Faxe Ladeplads er sat op ved Havnevej lige ved siden af de udendørs fitnessredskaber. Og toiletbygningen i Karise står ved Banevej nær togstationen.
Der er adgang til toiletterne klokken 6 – 22 alle ugens dage, præcis som på Vinkældertorvet i Faxe. Bygningerne er i øvrigt identiske med den i Faxe, som der er gode erfaringer med.
Når nogen har besøgt toilettet bliver det spulet og desinficeret, så det er klar til næste besøgende.
– Nu hvor vejret er ved at blive til udendørs aktiviteter, er det godt at kunne tilbyde både kommunens egne borgere og turister mulighed for gratis adgang til toiletter, siger Eli Jacobi Nielsen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, som har stået for at realisere projekterne.
– Når man er gæst hos os, synes jeg, man skal bruge sin tid på det, man er kommet for at se og gøre. Jeg synes ikke, man skal rende fortvivlet rundt for at finde et toilet. Et besøg i vores byer skal være en god oplevelse, hvor man kan koncentrere sig om at hygge sig, tilføjer Eli Jacobi Nielsen.
Ud over de tre toiletbygninger i henholdsvis Faxe, Faxe Ladeplads og Karise, findes der også offentlige toiletter ved Faxe Vandrerhjem. Der er adgang fra den side af bygningen, som vender ud mod kalkparken og Kanten. Og i Haslev er der adgang til offentlige toiletter i Bibliotek og Borgerservice i Jernbanegade.
Kommentarer