Kongsted

Flere spørgsmål i spildevandssagen

debat indlæg

Debat: Spildevand: Flere spørgsmål til Dorte Nybjerg og Ivan Lilleng med flere.

Indsendt af Fl. Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted.

Som resultat af sidste kommunevalg indgik I som repræsentanter for Venstre og Konservative en konstitueringsaftale der indebærer, at Dorte Nybjerg overtog posten som 1.viceborgmester og dermed den første stedfortræder for borgmester Knud Erik Hansen under ferie mv. samt tillige posten som formand for Erhvervs- og Kulturudvalget, hvorunder også plananliggender henhører.

Ivan Lilleng indtog efter sidste kommunevalg posten som formand for udvalget for Teknik- og Miljø. Et udvalg hvis sagsanliggender berører flere og flere mennesker i Faxe kommune såvel indholdsmæssigt som økonomisk.

Dorte Nybjerg og Ivan Lilleng indtager således i folkestyrets navn 2 vigtige poster i den lokale udmøntning af den lovgivning som vedtages i Folketinget.

Det er kendetegnende, at mere og mere af Folketingets lovgivning – efter iøvrigt ønske fra Kommunernes Landsforening – er såkaldt rammelovgivning, som efter kommunernes opfattelse giver bedre plads til lokalpolitisk fornuftige løsninger.

Dorte Nybjergs økonomiske godtgørelse for den 4 årige byrådsperiode vil ialt udgøre ca. 1.5 millioner kroner for dette lokalpolitiske arbejde.

Ivan Lillengs tilsvarende betaling fra kommunekassen for sit deltidsarbejde som folkevalgt lokalpolitiker udgør godt det halve.

For Nabogruppen Kongsted har det igennem flere år været en kilde til frustration og undren, at såvel Dorte Nybjerg som Ivan Lilleng hele tiden har undskyldt sig med manglende tid.

Det virker uforståeligt henset til, at lokalpolitikeres aflønning hele tiden sættes op med den begrundelse, at arbejdets omfang kræver mere tid, som samfundet skal betale – hvilket rent faktisk også sker.

Pointen er bare, at så mangler vi som borgere at modtage ydelsen i form af opmærksomhed for at forklare sagen set fra vores side.

Spildevandssagen

Spildevandssagen er det seneste eksempel på at Dorte Nybjerg og Ivan Lilleng skylder offentligheden en forklaring.

Baggrunden herfor er følgende ifølge det godkendte mødereferat samt foreliggende TV dokumentation af byrådsmøde den 17.11.2016 pkt. 232:

Ifølge sagsfremstillingen som den fremgår af referatet så skulle sagen som udgangspunkt være afgjort af Teknik- og Miljøudvalget, som Ivan Lilleng har formandsansvar for.

I Teknik og Miljøudvalgets møde om sagen den 2. 11. 2016 stillede Eli Jacobi Nielsen følgende forslag om tilføjelse:

…Der vil ikke ske nogen indsats omkring disse vandløb, før et tilstrækkeligt datagrundlag foreligger.

Dette forslag blev støttet af Jørgen Egede Johannessen, Knud Green og Torben Reiner Jensen, ialt et flertal.

Herefter meddelte formanden Ivan Lilleng ifølge referatet, at han løfter sagen til byrådet.

Det fremgår ikke af foreliggende officielt tilgængelige dokumenter, at Ivan Lilleng har angivet nogen form for juridisk baseret forklaring for dette skridt.

Det fremgår heller ikke – og det er meget vigtigt, at de tilstedeværende ledelsesrepræsentanter fra Faxe Kommunes administration på mødet i Teknik- og Miljøudvalget har afgivet vurdering af Eli Jacobi Nielsens forslag – endsige tilkendegivet en såkaldt lovlighedsvurdering overfor udvalget.

Spildevandssagen behandles herefter på byrådsmødet den 17.11.2016.

Som bilag til sagens behandling i byrådet var vedlagt et nyt notat af 11.11.2016 udarbejdet efter anmodning fra borgmester Knud Erik Hansen.

Notatet bringer reelt intet nyt frem i sagen.

Eli Jacobi Nielsen stillede under debatten i byrådet følgende forslag:

citat: …Der vil ikke ske nogen indsats omkring disse vandløb, før et tilstrækkeligt datagrundlag foreligger.

Altså fuldstændig samme ordlyd som allerede fremlagt den 2. 11. 2016 på mødet i Teknik-og Miljøudvalget.

Efter afslutningen af den langvarige debat i byrådet den 17.11.; men vel at mærke lige inden afstemningen, bad kommunaldirektør Thomas Eriksen om ordet i byrådssalen for at meddele, jf. referatet at,

citat: …det er hans klare opfattelse, at ændringsforslaget ikke er lovligt, da forslaget fastlægger, at der ikke skal ske nogen spildevandsindsats, hvilket kommunen i.h.t. indsatsplanerne er forpligtet til.

Jeg har i et åbent brev via lokalpressen spurgt kommunaldirektøren om en uddybende forklaring på forbeholdet; men må forstå, at kommunaldirektør Thomas Eriksen ikke vil svare herpå.

Derfor må vi indtil videre tage udgangspunkt i ordlyden fra referatet.

Ligeledes har jeg skriftligt spurgt den ansvarlige udvalgsformand Ivan Lilleng, som heller ikke har svaret.

Herefter blev der foretaget afstemning, hvor Venstre og Dansk Folkeparti stemte for ændringsforslaget. Imod stemte de øvrige byrådsmedlemmer – inklusive Torben Reiner Jensen, som nu åbenbart har skiftet holdning i forhold til det standpunkt han indtog den 2.11.2016 på mødet i Teknik- og Miljøudvalget.

Begrundelsen for dette afgørende stillingsskift i forhold til den præcis samme tekst foreligger ikke oplyst.

1. viceborgmester Dorte Nybjerg

Det kan således konstateres, at du trods den af kommunaldirektøren efter hans opfattelse foreliggende ulovlighedssituation, som ifølge TV blev dig meddelt inden stemmeafgivningen, så har du valgt at stemme for et forslag, som efter kommunaldirektørens udlægning efter hans klare opfattelse er ulovligt.

Dorte Nybjerg henset til din stilling som 1. viceborgmester og stedfortræder for borgmesteren, så er det nødvendigt, at du på denne baggrund forklarer dig nærmere.

Det er ikke holdbart, at du stemmer for et ulovligt forslag.

Det må du ikke efter reglerne.

Men det har du gjort og du har ikke inden din stemmeafgivning spurgt nærmere ind til hvad det mere præcist er, kommunaldirektøren mener med sin uklare ulovlighedsvurdering.

Du har ganske enkelt via din stemmeafgivning ignoreret den juridiske vurdering afgivet af kommunaldirektøren.

Det kræver en forklaring.

I den af Vagn Jensen, Kongsted indgivne ansøgning har du indtil nu i flere år blindt henholdt dig til de af kommunaldirektøren udmeldte synspunkter angående lovlighed – uagtet, at du er fuldt informeret om, at i Kommunernes Landsforenings formands kommune, Kalundborg, der har man indenfor lovgivningen kunnet finde en afbalanceret løsning.

I landsbyen Kongsted sidder der en Nabogruppe Kongsted samt cirka 30 familier, som med stor undren iagttager det der sker.

Med andre ord i skovsagen i Kongsted har du valgt at lytte til kommunaldirektørens udlægning af retstilstanden; men i spildevandssagen ignorerer du klart hvad kommunaldirektøren melder ud.

Det virker ikke troværdigt!

Skal din stemmeafgivning i spildevandssagen nu forstås sådan, at du ikke længere er enig med og har tillid til kommunaldirektøren, som du jo reelt har undsagt med din stemmeafgivning?

Det relevante spørgsmål er da herefter om de øvrige partier i konstitueringsaftalen kan have tillid til din dømmekraft og varetagelse af posten som 1. viceborgmester.

Ivan Lilleng

Du har valgt uden nærmere begrundelse at løfte sagen til byrådet.

Herefter har du i en artikel i lokalpressen tilladt dig tenderende til det hånlige at fremføre det synspunkt, at de politikere – altså dine kolleger i byrådet – som ikke er enige i din udlægning af sagen – ja disse folkevalgte er så efter din opfattelse i besiddelse af en begrænset fatteevne.

I samme forbindelse følte du behov for at fremhæve din akademiske titel.

Ivan Lilleng det er pinligt og efter min mening uetisk.

Du er ikke den eneste akademiker på banen i denne sag Ivan Lilleng og jura og forvaltningsret er åbenbart ikke din stærke side!

Men det meget store problem som du står tilbage med er, hvorfor har du ikke sørget for en grundig behandling af sagen juridisk i det udvalg du er formandsansvarlig for.

Hvorfor har du ikke udspurgt de tilstedeværende repræsentanter for ledelsen (direktør og centerchef) på mødet i Teknik- og Miljøudvalget om lovlighedsvurderingen af forslaget, som i sidste øjeblik vel at mærke efter debatten lægges frem af kommunaldirektøren på byrådsmødet lige inden afstemningen?

Hvorfor sikrer du ikke, at der i forbindelse med fremlæggelsen af sagen overfor byrådet bliver fremlagt alle tilgængelige oplysninger, herunder et så afgørende væsentligt spørgsmål som lovlighed?

Du har ikke udvist rettidig omhu i varetagelsen af dit formandshverv her.

Nej, du har som det står i dag valgt direkte konfrontation.

Uagtet at du som flerårigt medlem af byrådet absolut bærer en del af ansvaret for at Faxe Kommune i dag er bagefter på spildevandsområdet – inklusive Faxe Forsyning og de ulykkelige forsømmelser, der foreligger angående overløb.

Nu går den så ikke ret meget længere og du vælger derfor konfrontation i stedet for at løfte det folkevalgte formandsansvar for TMU og forhandlingsmæssigt undersøge muligheden for at finde en afbalanceret løsning, der bringer spildevandsefterslæbet ned.

Din tilgang kan vel ikke udelukkes at hænge sammen med dit partis dårlige opinionstal, hvor du så politisk mener at kunne score point på konfrontation og solomarkering.

Det bliver iøvrigt nu efter regeringsdannelsen spændende at se om du vil fortsætte denne kurs imod de partier på landsplan, som dit parti har skrevet regeringsgrundlag med!

Torben Reiner Jensen

Som det fremgår af de godkendte referater, så har du skiftet fuldstændig holdning.

Spørgsmål: Forklar venligst hvad din begrundelse er for dette fuldstændige skift i forhold til din stemmeafgivning den 2.11.2016 i Teknik og Miljøudvalget.

Sammenfattende

Selv om jeg da er fuldt på det rene med, at de her nævnte personer ikke mener jeg skal blande mig i denne debat, så kan jeg formelt oplyse, at jeg er bredejer til et større vandløb i kommunen og derfor har en legitim interesse i at følge den politiske behandling af spildevandssagen.

Jeg er absolut tilhænger af at rent miljø; men det skal sikres på korrekt vis.

Byrådets behandling af spildevandssagen og især kommunaldirektørens afgivne ulovlighedsforbehold rejser principielt et yderligere stort problem.

Læst ud fra ordlyden, så har kommunaldirektørens ulovlighedsforbehold reelt i betydelig grad indskrænket muligheden for at afgive substansfyldte høringssvar – hvis man ikke som borger/skatteyder risikerer at blive beskyldt for ulovlighed og det er de færreste lovlydige borgere jo interesseret i.

Så kommunaldirektørens ulovligheds erklæring er i et eller andet omfang tillige indskrænkende for borgernes mulighed for på lovlig vis at afgive synspunkter i forbindelse med den offentlige høring.

Derfor må de ansvarlige politikere snarest sikre, at kommunaldirektøren fremlægger en præcis juridisk udredning af rækkevidden af det til byrådsreferatet førte forbehold.

Så alt i alt spildevandssagen er efterhånden i Faxe Kommune beklageligvis blevet en urimeligt rodet sag.

Tilbage står så, at Slagelse kommune og måske Vordingborg kommune stille og roligt finder en pragmatisk afbalanceret løsning, der tilgodeser såvel folks privatøkonomi som miljøtilstanden.

Kommentarer