Flertalsgruppe ønsker Business Faxe uden ’Copenhagen’
Et flertal af politikerne i det nye byråd ønsker, at Business Faxe Copenhagen skifter navn.
I forbindelse med konstitueringsaftalen, som flertalsgruppen bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Borgerlisten og Liberal Alliance har indgået, efter kommunalvalget i november er et af punkterne, at man ønsker nogle klare, konkrete mål, som de kan evaluere Business Faxe Copenhagen på, når der er gået et år. Et andet punkt er de ønsker at Business Faxe sletter Copenhagen i deres navn.
Business Faxe Copenhagen er privat forening, men de er lydhøre overfor politikernes ønske.
– At skifte navn er ikke noget, man ‘bare’ gør, for det skal vedtages på en generalforsamling, men vi er fuldstændig åbne overfor dialog med kommunen, siger direktør i Business Faxe Copenhagen, Tomas Legarth til Sjællandske.
Direktør i Business Faxe Copenhagen, Tomas Legarth forstår godt at det udskældte Copenhagen ikke er populært set fra en lokal synsvinkel, men han gør dog opmærksom på at det giver god mening i international sammenhæng.
– Vi synes ikke, at ’Copenhagen’ passer ind, for Business Faxe er primært til for det lokale erhvervsliv, siger borgmester Ole Vive (V). Han ser frem til at modtage et oplæg om hvordan de har tænkt sig at tiltrække internationale kræfter, før han vil tage endelig stilling til om man kan beholde ’Copenhagen’ i international sammenhæng.
Kommentarer