Floorball spiller fra Haslev udtaget til landsholdet

Haslev: Tim Steffensen Buch fra Haslev Hockey og Floorball skal deltage på det danske floorball landshold til Special Olympics i Sydkorea
Hvert andet år samles tusindvis af Special Olympics-idrætsudøvere fra hele verden for at dyrke idræt og fejre Special Olympics-ånden.
Næste omgang Special Olympics World Winter Games (SOWWG) bliver afholdt i Pyeongchang i Sydkorea i perioden d. 29. januar til 5. februar 2013 og det bliver én af de største multi-sportsbegivenheder i verden i 2013.
Dansk Handicap Idræts-Forbund deltager med 12 atleter i legene for personer med et udviklingshandicap, der forventes at få deltagelse af i alt 3.000 deltagere fra 110 lande.
Danmark stiller op med hold i alpin og langrend, samt et hold i floorball-turneringen og sammen med trænere og ledere består den danske delegation af i alt 17 personer.
Fakta om Special Olympics
Special Olympics er en verdensomspændende organisation, som arbejder med idræt for personer med udviklingshandicap. Special Olympics-stævner er breddeidrætsstævner for personer med udviklingshandicap med forskellige funktionsniveauer, hvor deltagerne inddeles efter deres aktuelle formåen.
Kommentarer