Dalby

Flot indsamling i Dalby og Rønnede søndag

roede_kors

Dalby: Røde Kors i Dalby-Rønnede indsamlede 3000 kroner mere end sidste år ved landsindsamlingen i søndags

Søndag den 6. oktober afholdt Røde Kors Landsindsamling. Selvom der i Dalby og Rønnede ikke var så mange indsamlere, som man kunne ønske, lykkedes det dog at få besat de fleste ruter ved landsindsamlingen i søndags til fordel for Røde Kors. Det er ikke så let, når man har en aftale med indsamlere, som så søndag morgen melder fra. Det er lidt sent at nå at få andre til at overtage.

Men trods dette kom der i Dalby- Rønnede over 3000 kroner mere ind end sidste år, nemlig 30.995 kroner. Det er foreningen glade for og stolte over og formand Mona Døssing ønsker derfor at takke alle de flittige indsamlere , men naturligvis også giverne.

Mange indsamlere kom tilbage efter en dejlig tur i det skønneste vejr og fortalte om gode oplevelser. Blandt andet at en dame, der ikke var hjemme, havde hængt en kuvert med penge og et lille dannebrogsflag til indsamlerne.

– Det kunne andre jo også gøre næste gang, for vi oplevede jo mange steder, at man allerede var taget hjemmefra. Problemet med at kunne betale med rede penge er jo også stigende, da folk ikke ligger inde med den slags. Vi håber også, at de mange uddelte giroindbetalingskort bliver flittigt brugt, udtaler Bendt Hansen fra Røde Kors i Dalby og Rønnede.

Kommentarer