Flugtbilist fik 20 dages fængsel
Faxe Ladeplads: Spritbilist påkørte en knallert på Borreshovedvej i Faxe Ladeplads og efterlod føreren liggende bevidstløs på vejen
Torsdag den 5. marts blev en 50-årig mand idømt 20 dages betinget fængsel, 40 timers samfundstjeneste, 16.000 kroner i bøde og tre års betinget frakendelse af kørekortet. Det skriver Sjællandske.
Den 50-årige fik dommen efter at han i september 2013 i beruset tilstand påkørte en knallert på Borreshovedvej i Faxe Ladeplads og derefter efterlod føreren liggende bevidstløs på kørebanen.
Den 50-årige forklarede at han var kørt hjem for at hente sin mobiltelefon, som han havde glemt. Derefter var han kørt tilbage til ulykkesstedet.
– Retten lagde vægt på, at han ikke ringede efter en ambulance, da han kom hjem, men i stedet kørte hele vejen tilbage til gerningsstedet, fortæller anklager Sandra Thejlade Sessa til Sjællandske.
Dommeren og de to domsmænd mente at den 50-årige ikke havde tilkaldt hjælp hurtigt nok samt at han ikke havde gjort nok for at hjælpe offeret.
Føreren af knallerten kom slemt til skade, men det vides ikke om han fik varige mén.
Kommentarer