Flygtningejob: Lokale virksomheder og kommune i nyt samarbejde
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2017/08/Flygtninge_job-620x555.jpg)
Flygtninge i Faxe Kommune vil fremover få en målrettet og virksomhedsrettet indsats for at komme i job. I samarbejde med en række lokale virksomheder, vil flygtningene fremadrettet få opkvalificering i forhold til arbejdsmarkedets behov.
Faxe Kommune har indledt et ambitiøst samarbejde med en række lokale virksomheder om at sikre, at virksomhederne i Faxe Kommune kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft.
Nyankomne og kommende flygtninge vil fra september og fremover få tilbud om en kort introduktion til fire brancher, nemlig detail, bygge & anlæg, transport og industri.
I forlængelse af introduktionen deltager de i en brancherettet praktik. Projektet skal derved sikre, at flygtningene får en introduktion til og opkvalificering indenfor fagområder, hvor der er behov for arbejdskraft.
– Der er grund til at være optimistisk omkring dette samarbejde af flere grunde. På det menneskelige plan er det positivt, at forløb bliver skræddersyet og tilrettelagt, så vejen til arbejdsmarkedet er brolagt med det ene succesfulde skridt efter det andet for den enkelte borger. På det erhvervsmæssige plan er det fantastisk, at virksomheder får mulighed for at kvalificere arbejdskraft. Det får de selvfølgelig noget ud af på bundlinjen, men det viser også samfundssind og medansvar, siger Finn Hansen, formand for Faxe Kommunes beskæftigelsesudvalg.
Virksomheder i de udvalgte fire brancher bliver i øjeblikket kontaktet af kommunernes medarbejdere, som informerer om projektet og om de muligheder, virksomhederne her får for at skaffe sig ny arbejdskraft og samtidig bidrage til integration af de nye medborgere i kommunerne.
En række af Faxe Kommunes virksomheder har allerede givet tilsagn om samarbejde – heriblandt: Kvickly, Fakta, Netto, Rema1000, Jem & Fix, Tømrermester Nicolai Gaardsøe, AK Entreprise 2011 ApS, Brdr Lauritsen ApS, Sandholt & Pedersen ApS, Finn L & Davidsen A/S, Madsynergi, Ørslev Turisttrafik A/S, JK Tryk, Murermester Tim Nielsen, Brolæggerteamet, Oscar A/S, J H Byg A/S.
Projektet sker i samarbejde med Ringsted Kommune.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har givet knap en million kroner til projektet, som både Byrådene i Faxe og Ringsted Kommuner har godkendt.
Projektet sparkes i gang ved en Kick off Konference, som afholdes på torsdag den 17. august klokken 16.00 på Danish Crown Ringsted, og det er målet, at flygtningene vil gå i job eller påbegynde en uddannelse i løbet af projektperioden, som løber til marts 2019.
Kommentarer