Flygtningekvinder øver dansk i ny barselscafé
Selvom de er på barsel, prioriterer en gruppe flygtningekvinder at træne deres danske sprog, når de deltager i den ugentlige barselcafé. Et helt nyt integrationstiltag i Faxe Kommune.
Børn og mødre hygger i barselscaféen. Fra venstre til højre: Aziza Daham Mohamad, Dyaa Al Khdir, Amira Anwar, Freweiny Ayneta Haile, Mahabad Qallo
Typisk møder syv mødre op med deres børn, når der er barselscafé for kvinder hver torsdag formiddag.
Barselscaféen er en del af integrationsprogrammet i Faxe Kommune, og det har lige set dagens lys den 11. oktober. De hyggelige og afslappede barselscaféer bliver afholdt i sprogskolen A2Bs lokaler i Skolegade 21A i Haslev.
Her er der fokus på at tale dansk, opbygge et netværk samt få gode input til familielivet i Danmark. Udover en underviser fra A2B er der også folk med fra jobcentret, tandplejen og sundhedsplejen.
Mens børnene leger og hygger sig, kan Agnete Ishøy fra A2B fortælle om det aktuelle emne, som måtte være på “dagsordenen” netop denne torsdag.
Ved hver barselscafé er der et eller to nye temaer, som tager udgangspunkt i det danske arbejdsmarked, kultur og det danske sprog. Agnete Ishøy holder som oftest et kort oplæg, som gruppen så derefter drøfter i fællesskab. Det er med til at give en større forståelse for eksempelvis de uskrevne regler, kvinderne kan blive mødt med på arbejdsmarkedet samtidig med, at de øver sig i at tale det danske sprog i en uformel kontekst.
Det kan være fravær og uskrevne regler på arbejdsmarkedet eller andet om dansk kultur, især når det gælder familielivet og arbejdsmarkedet i Danmark.
Tilbuddet om at deltage i barselscaféen er frivilligt og antallet af deltagere varierer fra gang til gang.
Bjarke Elbert, som er integrations- & beskæftigelsesambassadør i Jobcenter Faxe, fortæller:
– Jeg deltager ofte i barselscaféen, da jeg så bliver et kendt ansigt, hvilket gør det nemmere for mig løbende at sætte fokus på mødrenes fremtidsplaner. Det er med til at understøtte integrationen på arbejdsmarkedet og gøre overgangen fra barsel til arbejde lettere.
Kommentarer