Haslev

Flyt statslige arbejdspladser til provinsen

Minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen (S), har i en kommentar til 3F klart tilkendegivet, at han som ny minister ikke vil stå i spidsen for at flytte statslige arbejdspladser til provinsen.

Kommentar fra borgmester Knud Erik Hansen (S):

Det er dybt skuffende, at den nye minister kommer med så klar en udmelding. Jeg havde håbet, at vi ville få et større fokus på provinsens potentialer, når nu vi har fået en minister for landdistrikter.

Ministeren hævder, at der skal være sammenhæng mellem, hvor man bor, og hvor man arbejder. Men det holder ikke. Det viser de mange, som hver dag pendler fra deres bopæl i provinsen til København eller andre store byer. Afstanden er jo den samme, uanset om man rejser fra land til by eller fra by til land. Blot er rejsetiden ofte langt mindre, fordi man slipper for at holde i kø på de store indfaldsveje.

Jeg opfordrer ministeren til i stedet at se de store perspektiver: Ved at flytte flere statslige arbejdspladser til provinsen, kan der skabes mere liv og dynamik på landet. En sund grobund for ny vækst og udvikling. Der er allerede gode erfaringer, og der er ingen grund til at frygte hverken tab af produktivitet eller medarbejderflugt – og da slet ikke i en tid med krise og stigende arbejdsløshed.

Ministeren afviser, at flytte statslige styrelser til fx Langeland. Det er ærgerligt, men mindre kan også gøre det. Der er fx et stort potentiale i at skabe et bedre samspil mellem København og de provinsbyer, der ligger forholdsvist tæt på hovedstadsområdet

Fx i Faxe Kommune har vi for nyligt budt velkommen til en succesfuld virksomhed, der producerer mad i gourmetklassen i København. Unge, engagerede mennesker, som har brug for ekstra plads for at kunne rumme deres succes, og nu ser chancen for at udnytte de større og billigere faciliteter i provinsen. Staten burde på samme vis gå foran og det ville klæde den nye regering at have et større fokus på yderområdernes udvikling end de sparsomme linjer i det nye regeringsgrundlag giver udtryk for.

Knud Erik Hansen (S), borgmester i Faxe Kommune

Kommentarer