Rønnede

Flytning af de ældre klasser har bragt sindene i kog

bavneskolen

Rønnede/Dalby: Skolebestyrelsens udmelding om at de ønsker at overflytte overbygningerne på Bavneskolen og Møllevangskolen til Haslev har bragt sindene i kog.

Onsdag kom det frem at skolebestyrelsen for Midtskolen har besluttet at indstille til byrådet, at alle overbygningsklasser skal samles på Sofiendalsskolen per 1 august 2015. Det betyder at der ikke længere er 7. , 8. eller 9. klasser på henholdsvis Møllevangsskolen i Rønnede og Bavneskolen i Dalby efter sommerferien.

Læs også: Midtskolen truet af overflytning af overbygning

Beslutningen har bragt sindene i kog. Forældrene til de kommende 8. og 9. klasse’s elever protesterer blandt over at skolebestyrelsen kun har holdt møde med de kommende 7. klasse’s forældre.

Onsdag aften blev der startet en online-underskriftsindsamling ”Nej til lukning af overbygningerne på Bavne- og Møllevangskolen” og den er  allerede oppe på 292 underskrifter.

Her kan alle der er imod lukningen af overbygningerne på Bavneskolen og Møllevangskolen, skrive under. Opfordring lyder: Din stemme er vigtig – sammen står vi stærkere.

Underskrifterne vil blive afleveret til uddannelsesudvalget på deres møde på tirsdag den 24. februar.

Samtidigt opfordres alle til at møde op på tirsdag klokken 16.30 ved det gamle Rådhus i Rønnede, for at demonstrere mod lukningen af overbygningerne på Bavneskolen og Møllevangskolen.

Onsdag blev der også oprettet en ny lukket Facebook-gruppe “Bevar Dalby som velfungerende lokalsamfund“, der allerede er oppe på 360 medlemmer:

Gruppens stiftere skriver om gruppen:

– Tænker at denne gruppe skal samle de tanker, holdninger og meninger vi hver især går med, omkring det der sker med flytning af overbygning og den omstridte ejendomsstrategi, samt den generelle holdning omkring Faxe kommunes håndtering af markedsføring af kommunen, som en attraktiv pendler kommune at flytte til.

– I den sidste ende kan vi samle det hele og aflevere det til rette instans. Håber I vil byde ind og invitér gerne flere med i gruppen.

– Synes i øvrigt at gruppen henvender sig til alle, der gerne vil bevare Dalby, som det aktive lokalsamfund, og ikke kun os, der har børn i børnehave/vuggestue og skole, afslutter gruppen på facebook.

Derudover er der flere steder en heftig debat på de sociale medier, med mange medvirkende, blandt andet på denne side på facebook.

Kommentarer