Flytningen er ikke besluttet endnu
Faxe Ladeplads: Faxe Turistforening tager først stilling til flytning af turistkontoret efter sommerens højsæson
Ultimo juni har Faxe Turistforening fået tilbud fra Faxe Kommune, godkendt af byrådet, om et lejemål i den nye vækstfabrik i Rønnede, som ligger i den bygning, som var rådhus i den tidligere Rønnede Kommune. Det skriver turistchef Susanne Kürstein Jensen i en pressemeddelelse.
Faxe Turistforening tager stilling til tilbuddet på næste bestyrelsesmøde, som finder sted efter højsæsonen.
Tilbuddet kommer som følge af en dialog mellem Erhvervs- og Kulturudvalget i Faxe Kommune og Faxe Turistforening.
Hvis tilbuddet accepteres, bliver den nye konstruktion således at Faxe Turistforening naturligvis fortsat vil betjene turisterne i Faxe Ladeplads, når de er der og har behov for turistbureauets serviceydelser, hvilket vil sige fra midten af maj til midten af september.
De forlængede åbningstider, som Faxe Turistbureau i år har indført i juli og august, hvor der nu er åbent til kl. 17.00, skal naturligvis også fortsat være gældende. Faxe Turistforening vil naturligvis også betjene turister pr. telefon året rundt som hidtil.
I sommersæsonen er omkring 80% af de turister, som benytter Faxe Turistbureauets ydelser, cykelturister på ruten Berlin-København, backpackere og sejlere. De øvrige besøgende hos turistbureauet er en blanding af primært sommerhusgæster, endagsturister og gæster fra overnatningssteder i Faxe Kommune. Ligeledes er ca. 80% af de besøgende fra udlandet, primært Tyskland, Sverige, Holland og Norge. Der kommer også italienere og englængere forbi.
Naturligvis er der også turister på andre tidspunkter, som f.eks. i påske- og juleferien, men det er primært fastliggere på campingpladserne, og sommerhusejere, som stort set ikke gør brug af turistbureauets ydelser før højsæsonen nærmer sig. I dag vælger de fleste ferie destination og overnatningssted via internettet.
Hvis tilbuddet fra Faxe kommune om at flytte til Rønnede accepteres, finder flytningen sted omkring september 2013, eftersom Faxe Turistforening har et års opsigelse på sin nuværende lejekontrakt.
Kommentarer