FM Festival med hele to gallashows
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/04/faxe_musikskole-620x316.jpg)
Haslev: Faxe Musikskole afholder forårskoncert på det tidligere seminarium i Haslev.
Fredag den 17. april afholder Faxe Musikskole FM Festival på det tidligere seminarium i Haslev.
Her byder musikskolen ikke mindst på koncert med Faxe Storband, som er en samling af flere sammenspilsgrupper, cirka 30 elever i alt.
To gallashows
Der bliver som noget nyt hele to gallashows med masser af plads til forældre, søskende, bedsteforældre og alle andre, som gerne vil se de unge menneskers musikalske bedrifter. Første forestilling er klokken 18.30, anden forestilling klokken 20.15.
Læs også: Faxe Musikskole afholder musikfestival
Den landskendte Chili Klaus, som selv er konservatorieuddannet, er konferencier ved de to shows, og han skal nok sætte en humoristiske ramme om de to gallashows.
Godt fællesskab
Laurits Hartmann sidder bag trommerne i flere af de sammenspilsgrupper, som optræder den aften, og som også kendetegner Faxe Musikskole. Det er et koncept, at den individuelle undervisning er kombineret med samspil. At finde sin egen musikalitet og teknik, mens man oplever at passe ind i en større musikalsk sammenhæng giver bare god mening, og det er musikskolens lærere meget bevidste om.
Laurits Hartmann kom til Haslev for cirka fire år siden, og da han allerede på det tidspunkt havde spillet trommer i fire år, var Faxe Musikskole jo oplagt.
– Det har betydet rigtig meget for mig. Jeg var også i musikskolen, hvor jeg kom fra, og da jeg flyttede hertil var jeg pludselig ikke tæt på mine venner mere. Ved at komme ind på musikskolen, blev jeg igen en del af et fællesskab, og jeg blevet taget rigtig godt imod, siger den unge trommeslager.
Om han er nervøs for at skulle lægge tempo og rytme til Faxe Storband og andre overraskelser på FM Festivalen?
– Nej, ikke endnu. Men jeg er spændt, og jeg glæder mig helt vildt, siger Laurits Hartmann.
Nu er det jo heller ikke første gang, han skal spille for et publikum, understreger han. På en måde har han optrådt for folk, lige siden han som helt lille brugte kinesiske spisepinde til at spille rytmer på alt.
Faxe Storband spiller et potpourri af numre over temaet ”tog”. En del musik handler jo om tog, både i det lyriske univers og helt konkret i det lydlige univers. En af eleverne, Jamina, har tilmed skrevet nummeret Morning Train til festivalen.
Optræder i Tivoli
Faxe Storband er få uger efter FM Festivalen på hjemmebane med i det store musikskole-arrangement, “Musikskoledage i Tivoli” i København i weekenden den 2.-3. maj. Her optræder eleverne fra Faxe Musikskole på selveste Plænen lørdag den 2. maj klokken fra klokken 18.40 til 19.10.
Udover de to gallashows er der minikoncerter på tre scener mellem klokken 15.30- og 17.30.
Voksne skal betale 50 kroner i entre. Både musikskolebørn og andre børn under 18 år skal indløse fribillet.
Der kan bestilles mad, men man må også medbringe mad til spisning mellem klokken 17.30 og 18.30.
Billetter og spisebilletter, der koster 50 kroner pr. person, kan bestilles på musikskolens hjemmeside.
Kommentarer