Fodgængerprisen 2015 gik til Kurt Mark fra Store Torøje

Fodgaengerprisen-2015

Store Torøje: Kurt Mark, der bor i Huslodderne ved Store Torøje, har fået Fodgængerprisen 2015.

Lørdag den 12. december blev Fodgængerprisen 2015 overrakt til Kurt Mark, Faxe, for sin mangeårige indsat, som både professionel og ildsjæl, når det gælder trafiksikkerheden i Danmark. Prisen blev overrakt af Fodgængerforbundets direktør, Ullaliv Friis.

Kurt Mark, der bor i Huslodderne ved Store Torøje, er tidligere vicepolitikommissær, nu specialkonsulent i færdselssikkerhed i Københavns Politi. Han er uddannet køreprøvesagkyndig og har igennem årene afholdt køreprøver over det ganske land.

Kurt Mark har igennem en årrække været leder af vedligeholdelsesuddannelsen i avanceret køreteknik for politifolk i København og omegn og har været ansat i Rigspolitichefens Færdselspoliti. I perioden fra 1991-2008 var Kurt Mark fast skribent vedrørende færdsel og køreteknik i Berlingske Tidendes bilsektion. Han svarede blandt andet på læserspørgsmål og redigerede færdselsquiz’en. Kurt Mark har endvidere udgivet bogen “Det Siger Færdselsloven”, der fortolker alle de bestemmelser i Færdselsloven, der har betydning for menigmand og de fleste fagfolk.

– Ingen som har mødt Kurt Mark kan være i tvivl om at han brænder for trafiksikkerhed, siger formand for Fodgængerforbundet, Mikael le Dous. – Og selv om hans indsats ikke primært gælder fodgængere, så vil enhver øget sikkerhed og ansvarlighed i trafikken i sidste ende gavne fodgængerne, som jo er de svageste trafikanter. Derfor vil vi gerne hædre Kurt Mark med Fodgængerprisen 2015.

– Det er en stor ære at modtage prisen, og jeg er utrolig glad for, at min indsats for færdselssikkerheden generelt bliver bemærket, siger Kurt Mark.

– Prisen er en anerkendelse af min store passion for sikker trafik for alle trafikanttyper. I mere end 20 år har jeg rejst rundt til offentlige og private virksomheder samt alle mulige slags foreninger for at udbrede min passion ”Mental Køreteknik”. Mental Køreteknik (evnen til som trafikant at være nærværende i trafikken) har vist sig at være det allerstørste enkelte ulykkesreducerende element, og jeg er stolt af at mit arbejde er blevet bemærket. Tusind tak for den flotte pris.

Fodgængerprisen, der består af et diplom og et håndlavet glasfad med inskription, blev indstiftet i 2008 med det formål at hædre kommuner, institutioner, virksomheder og enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats for fodgængernes sikkerhed og tryghed. Tidligere modtagere er Fredensborg, Gribskov, Frederiksberg og Hørsholm kommuner, samt Himmelev Skole i Roskilde.

Kommentarer