Fodrer du også rotterne når du fodrer fugle?
Faxe Kommune: Når man fodrer fuglene kan man nemt komme til også at fodre rotterne.
Rotter er meget adrætte og der er mange grimme eksempler på, at rotterne let kan komme op på et foderbræt. Hvis man vil fodre fuglene – og ikke rotterne – er der her et par gode råd:
- Brug glatte ståloverflader til fuglemad. Det kan rotterne ikke kravle eller klatre på.
- Hæng fuglekugler op i glat, tynd ståltråd. Rotterne kan nemlig ikke kravle i ståltråd, mens kløerne let kan gribe fat i en stålwire.
- Læg foder ud om morgenen og brug kun den mængde, som fuglene kan nå at spise i løbet af dagen. Hvis der er for meget mad, skraber fuglene selv den ekstra mad væk – og rester er en skøn invitation!
- Vælg en foderblanding, som fuglene spiser helt op. For eksempel solsikkekerner uden skal. Det er lettere at fordøje for en lille fugl end for eksempel. hvedekerner. Så kommer maden til at ligge på jorden og tiltrække andre gæster.
Tip til gør-det-selv-foderbrættet:
En god og rottesikker fuglefoderplads er for eksempel et rundt “bar-bord” på en stolpe. Stolpen skal være mindst en meter høj og bordet have en diameter på mindst en meter. Kanten skal være glat. Hvis kanten ikke er glat, kan rotten få fat med kløerne og svinge sig op. Der skal desuden være mindst en meter til de nærmeste grene eller møbler – ellers vil rotten kunne springe derover. Der skal være rent under bordet og eventuelle madrester bør fjernes inden natten.
Hvis man alligevel får besøg:
Hvis du hører lyde, ser huller, eller observerer andre tegn på rotter og skadedyr, skal du anmelde det til kommunen. Se mere her.
Kommentarer