Samfund

Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk fanget i Faxe Å

PFAS-niveauerne i Faxe Å har fået Fødevarestyrelsen til at fraråde at spise fisk fanget i Faxe Å. Derudover frarådes også at spise kød fra Faxe Kogræsserlaug indtil videre. Men der er ingen grund til bekymring i forhold til drikkevandet i området.

Der er i de seneste år fundet forurening med PFAS-forbindelser flere steder i Danmark.

PFAS er en samlet betegnelse for en stor gruppe kemiske stoffer, hvoraf PFOS er det mest kendte.

I begyndelsen af 2022 blev der fundet PFAS-forbindelser i spildevandet og overfladevandet på Faxe Miljøanlæg. Spildevandet fra miljøanlægget ledes til Faxe Renseanlæg, og samtidig med fundet på miljøanlægget blev der konstateret PFAS i spildevandsslammet på Faxe Renseanlæg, som ejes af Faxe Forsyning.

Faxe Forsynings kildeopsporing har vist, at det er Faxe Miljøanlæg, som er den primære bidragsyder til PFAS på Faxe Renseanlæg. Faxe Kommune er i dialog med AffaldPlus, som ejer Faxe Miljøanlæg, om en løsning, hvor deres vand renses inden det udledes.

Vandet fra Faxe Renseanlæg ledes til Faxe Å, og Faxe Forsyning har efterfølgende undersøgt indholdet af PFAS-forbindelser i Faxe Å.

Analyserne viser et begrænset niveau før udløbet fra Faxe Renseanlæg. Efter renseanlægget er der målt et forhøjet indhold af PFAS-forbindelser i vandløbet, og værdierne overskrider kvalitetskravet for PFOS i vandløb.

Faxe Kogræsserlaug har mellem 2009 og 2021 haft græssende kvæg i et område beliggende 200 m syd for Faxe Renseanlægs udledning til Faxe Å.

Faxe Kommune har fremlagt Fødevarestyrelsen analyseresultaterne fra Faxe Å.

Fødevarestyrelsen har den 9. maj 2022 meddelt Faxe Kommune, at indholdet i vandløbet overstiger deres indikatorværdier for PFAS for kvæg og fisk til spisning.

Fødevarestyrelsen vil derfor analysere kød, der er opbevaret på frys fra Faxe Kogræsserlaug, og anbefaler som et forsigtighedsprincip, at kødet ikke spises indtil nærmere analyseresultater foreligger.

Desuden anbefaler Fødevarestyrelsen, at man ikke spiser fisk fanget i Faxe Å.

Kommentarer