Haslev

’Følelsen af Faxe’ har bragt sindene i kog

Haslev: Mange haslevitter protesterer mod navnet på kommunen bosætningskampagne ’Følelsen af Faxe’

Faxe Kommune har søsat en bosætningskampagne under navnet ‘Følelsen af Faxe’, hvis formål er dels at tiltrække borgere til Faxe Kommune, dels at engagere nuværende borgere i at fremhæve de kvaliteter, Faxe Kommune rummer. Kampagnen er taget til efterretning af økonomiudvalget i december 2015 og præsenteret for byrådet den 10. februar 2016.

Bosætningskampagnen er lavet i et samarbejde mellem Faxe Kommune og virksomheden Orange Elevator, der rådgiver private såvel som offentlige kunder om strategisk kommunikation.

Helt grundlæggende handler bosætningskampagnen om at involvere Faxe Kommunes borgere, da det giver autenticitet og troværdighed over for potentielle tilflyttere til kommunen. Hver borger og hvert lokalområde i kommunen kan byde ind med deres kvaliteter og bidrage til kampagnen med deres bud på, hvad ‘Følelsen af Faxe’ er.

– Vi håber alle vil bidrage på facebook og instagram og sidenhen på en særlig kampagnehjemmeside ved events og meget mere, skriver Faxe Kommune i en pressemeddelelse – og fortsætter:.

– Vi er fælles om Følelsen af Faxe.

Protesterer mod navnet

Siden lanceringen er kampagnen blevet kommenteret en del i læserbreve og på de sociale medier, hvor blandt andet en del haslevitter stiller sig uforstående overfor kampagnens navn.

Hvorfor navnet ”Følelsen af Faxe”?

Det er helt bevidst, at vi ikke skriver ‘Kommune’ efter ‘Faxe’ i vores slogan ‘Følelsen af Faxe’. Dette skyldes, at vi gerne vil associere kampagnen med det område, som Faxe Kommune dækker rent geografisk og ikke organisationen ‘Faxe Kommune’, som mange vil gøre.

Efter vores overbevisning er argumentet, at det er et fåtal, der flytter til en kommune. De fleste flytter til et sted eller en egn. Desuden giver rytmen, ordspillet og bogstavrimet i ‘Følelsen af Faxe’ mere værdi i markedsføringsøjemed og på de sociale medier.

Om navnet på kommunen – Faxe Kommune – kan man sige, at navnet er valgt på demokratisk vis af demokratisk valgte repræsentanter. Navnet er forud for kommunesammenlægningen besluttet i alle tre kommuner, der indgik i den ny Faxe Kommune, og kommunen har heddet sådan siden 2007.

I alt arbejde, der udgår fra organisationen Faxe Kommune, har administrationen fokus på hele Faxe Kommune som geografisk område, og i valget af navnet på bosætningskampagnen er det naturligt at anvende kommunenavnet. Bosætningskampagnen handler dermed ikke om byen Faxe, men om hele Faxe Kommune. Den handler om livet i Dalby, Faxe, Faxe Ladeplads, Haslev, Karise, Rønnede, Terslev og alle de mindre byer og landdistrikter.

Der er særligt to årsager til, at navnet er faldet på ‘Følelsen af Faxe’:

– Det handler om at skabe en samlende og stærk fortælling om Faxe Kommune på en enkel måde og dermed slå fast, at Faxe Kommune er én kommune = ét område.

– Ved at arbejde med ‘Følelsen af Faxe’ som et endnu ikke etableret og afgrænset område, kan vi være med til at opbygge borgeres (eksisterende såvel som potentielle tilflyttere) følelser, drømme og forventninger til Faxe Kommune i en vedkommende og uformel tone.

Samtidig er navnet ‘Følelsen af Faxe’ fleksibelt og kan rumme det, som den enkelte lægger i det – både materielle og immaterielle kvaliteter som: Frihed, åbne vidder, det gode naboskab, frivillighed, æredygtighed, sundhed, uddannelse, økonomisk råderum eller noget helt andet.

Kommentarer