Førslev Bygade 1 er sendt på tvangsauktion

Førslev: Boet efter Frank Allan Hansen har sendt ejendommen Førslev Bygade 1 på tvangsauktion.
Ejendommen Førslev Bygade 1 beskrives som en rødstensejendom opført i 1935 med et samlet boligareal på 119 m², fordelt på bebygget areal 92 m², tagetage 55 m², heraf udnyttet 27 m². Tagbeklædningen er fibercement.
Hele ejendommen fremstår i dårlig stand, og er på nuværende tidspunkt ikke indflytningsklar.
Stuetagen består af bryggers med klinkegulv og træloft. I bryggerset er der en Metro varmtvandsbeholder. Badeværelse med hvid sanitet, træloft, klinker på vægge og gulv, bademiljø og bruseniche. Køkken under renovering med støbt gulv. Komfur og køleskab. I tilknytning til køkkenet er der et mindre fadebur.
Større stue med profilloft, pudsede vægge og fast gulvtæppe. Der er en ovn i stuen, formentlig pilleovn af ukendt fabrikat. Værelse med træloft, pudsede vægge og trægulv.
1. salen består af to værelser af forskellig størrelse samt repos/fordelergang. 1. salen er kun delvist udnyttet, og en del af arealet anvendes alene til opbevaring. På 1. salen er der spor af skimmelsvamp.
Ejendommen opvarmes ved hjælp af ovennævnte ovn.
På ejendommen forefindes brændeskur og garage/carport i faldefærdig stand.
Haven fremstår uplejet og tilvokset. Grunden er på 610 m².
Ejendomsværdien er sat til 850.000 kroner, heraf grundværdi 113.000 kroner.
Tvangsauktionen afholdes onsdag den 4. marts klokken 13:20 ved Retten i Næstved.
Kommentarer