Haslev

Fokus på de virkelige helte i Haslev og Faxe området

Haslev: Faxe Erhvervsråd sætter fokus på de virkelige lokale helte i Faxe-området, og inviterer til foredrag om emnet.

Dagligt hører vi om de store børsnoterede virksomheder, som det går godt for. Men at rygraden i dansk erhvervsliv består af mindre virksomheder, som ejes og ledes af den samme person, er ofte overset.

– Ikke desto mindre er det især dem, vi skylder vores velfærd, ligesom det også er dem, der kan redde os ud af krisen, og sikre at Danmark har noget at leve af, lyder det fra Michael K. Hansen, Erhvervskonsulent i Faxe Erhvervsråd

Foredraget handler om ’de virkelige helte’ i dansk erhvervsliv – ejerlederne. Oplægsholder Carsten Steno er født og opvokset i Haslev i Faxe Kommune, og som en del af dagens program deltager nogle virkelige helte fra lokale virksomheder i Faxe-området.

Arrangementet er gratis og åbent for alle, og foregår i lokalerne hos Faxe Erhvervsråd, Erhvervshuset Grobund, Finlandsgade 29, Haslev.

Det foregår torsdag, den 10. november 2011 kl. 18.30 og max et par timer frem, og tilmelding er senest fredag, den 4. november til Faxe Erhvervsråd på tlf. 56 37 03 00, e-mail: info@faxeerhverv.dk

Yderligere information:

Carsten Steno, født 1951, er en af Danmarks mest erfarne erhvervsjournalister.

Carsten Steno har skrevet bogen ” De virkelige Helte”, som giver et unikt indblik i en del af dansk erhvervsliv, som medierne sjældent beskæftiger sig med. 

 I ’70erne var han erhvervsjournalist på Ritzaus Bureau. I ’80erne var han New York-korrespondent og siden redaktionschef på Dagbladet Børsen I ’90erne virkede han som erhvervsredaktør på Berlingske Tidende.

 Fra 2001 til 2008 var Carsten Steno chefredaktør på ErhvervsBladet, hvor han nu er seniorskribent.

 Carsten Steno har desuden i en periode arbejdet som informationschef i Dansk Industri og været medredaktør af Børsens Nyhedsmagasin.

Carsten Steno er født og opvokset i Haslev i Faxe Kommune.

 

Kommentarer